Bred aftale om erstatning til minkavlere

Et flertal bestående af regeringen Venstre, Radikale Venstre, Socialistisk Folkeparti og Liberal Alliance har mandag aften indgået en aftale, som sender knap 12 milliarder kroner direkte ud til minkavlerne. Hertil kommer erstatning til en række følgeerhverv og til nedrivning af bygninger.

Knap 12 uger efter, at statsminister Mette Frederiksen krævede alle mink i Danmark aflivet, er der nu faldet en aftale om erstatning på plads. Aftalen går hen over midten i Folketinget.

Bag aftalen står regeringen, Venstre, Radikale Venstre, Socialistisk Folkeparti og Liberal Alliance. Uden for på blå side står Konservative, Dansk Folkeparti, Nye Borgerlige, mens regeringens støtteparti på rød side Enhedslisten heller ikke er med. 

Aftalen kan læses her.

Med aftalen forventes der at blive udbetalt mellem 10,9 og 11,9 mia. kroner i direkte erstatning til minkavlerne. Dette vil ske på baggrund af en individuel vurdering. Erstatningen skal ses i lyset af, at minkavlerne skønnes at have gæld for omkring 8,6 mia. kroner. Hertil kommer erstatning på mellem 3,1 og 4,1 mia. kroner til følgeerhverv og omstilling. Endelig ventes der udgifter mellem 1,9 og 3,1 mia. kroner til nedrivning af anlæg med videre.

Fra fungerende finansminister Morten Bødskov (S) lyder det i en pressemeddelelse, at der er indgået en bred aftale, som sikrer minkavlerne og de berørte følgeerhverv “fuld og fair” erstatning.

- Nu kan avlere, ansatte og lokalsamfund begynde at se fremad. Det er jeg meget glad for, for ingen kan være i tvivl om, at situationen for de berørte har været helt ekstraordinær, hvilket aftalen afspejler. Men når et helt erhverv bliver ramt så hårdt, som minkbranchen er blevet under udbruddet af corona, så må samfundet træde til og hjælpe. Det gør vi nu.

Fra fødevareminister Rasmus Prehn (S) lyde det, at der har været tale om vanskelige forhandlinger.

- Minkavlerne har løftet en stor opgave for folkesundheden og det fælles bedste, og med denne aftale er vi endnu et skridt tættere på at kunne udbetale en fuldstændig erstatning.

Erstatningen påvirkes ikke af, om en minkbesætning har været smittet med COVID-19 eller ej. Der vil så vidt muligt blive udbetalt et beløb forud, så minkavlerne ikke skal vente mere end højst nødvendigt. Udbetaling af honorar for hurtig aflivning, den såkaldte ”tempo-bonus”, ventes at blive påbegyndt i løbet af februar 2021.

Følgeerhverv som fodercentraler, pelserier eller minkauktionshuse, der er afhængige af minkavl for at drive deres forretning, kan også få erstatning. Virksomheder kan som hovedregel få erstatning, hvis over halvdelen af omsætningen er baseret på dansk minkavl, og produktionen ikke umiddelbart kan omlægges.

På Facebook lyder der tilfredshed over aftalen fra Venstres formand, Jakob Ellemann-Jensen.

- Jeg er stolt af den forskel, som Venstre her har gjort over de seneste måneder. Det startede helt skævt, men nu får familierne bag de livsværk og virksomheder, som blev tvangslukkede, en ordentlig behandling - og ikke mindst en større klarhed om deres fremtid. Det manglede også bare, lyder det.

Ville have større dvaleordning

En af de største grunde til, at De Konservative, Dansk Folkeparti og Nye Borgerlige  ikke er med i aftalen er, at de tre blå partier havde ønsket en større dvaleordning. Fra De Konservatives Rasmus Jarlov lyder det på Facebook:

- Aftalen gør det mere attraktivt for minkavlerne at stoppe end at genoptage minkavl. Det er en slet skjult dagsorden om at udrydde minkavl permanent, som venstrefløjen her igen har fået igennem, og det vil vi ikke være en del af, skriver han.

Fra Nye Borgerliges Lars Boje Matthiesen lyder det, at hans parti også ønskede større dvaleordning. Derudover fremhæver han følgende grund til, at hans parti ikke er med.

- Det er en pistol for panden tilgang. Avlerne skal sige ja til at være en del af erstatningsordningen inden de ved hvad de kan få i erstatning. Ja, du læste rigtigt. Ren bølle metode. Man burde selvfølgelig give folk lov til at vide hvad de kan forvente i erstatning inden de siger ja, skriver han.

Støtteparti kritisterer

Fra Enhedslisten , regeringens ene støtteparti, lyder det, at grunden til man ikke er med er, at man mener, at minkavlernes erstatning er for stor..

- I december vedtog vi, at minkavlerne skal have fuldstændig erstatning, og vi har igennem flere uger forhandlet, hvordan det skal udmøntes. I Enhedslisten er vi af den holdning, at minkavlerne skal have fuld erstatning efter de gyldige erstatningsretlige principper for handel og vandel efter nedlukning af erhvervet. Med den aftale der er indgået, får minkavlerne samlet set langt mere end det. Da vi forlod forhandlingerne stod de til at få mere end 1/3 eller knap 3 mia. kr. mere, end de ville have fået, hvis ekspropriationen blev afgjort ved domstolene. Jeg er klar over, at de står i en svær situation, og at processen har været forfærdelig, men der må være en vis rimelighed over det i sidste endnu, siger erhvervsordfører, Victoria Velasquez ii en pressemeddelelse.

Modellen til erstatning til minkavlerne består af tre hovedelementer:

En erstatning for mink, der er slået ned i 2020, men som ikke er pelset, og derfor ikke kan sælges i 2021

En erstatning for tabt fremtidig indtjening i 2022-2030

Den forventede restværdi af minkavlerens udnyttede kapitalapparat, herunder stalde, bure m.m.

Kilde: Finansministeriet

Læs mere om Minksagen

Dyk ned i vores mere end 450 artikler om minksagen. Helt tilbage fra hvor de første besætninger blev smittet og frem til afhøringerne i Minkkommissionen.

Læs mere her

Læs også