Rasmus Prehn om minkbeslutninger: - Skandalen ville altså have været ikke at gøre noget

Efter statsmisterens udtalelse om, at hun gerne vil diskutere, om der i det hele taget er tale om en minkskandale, melder fødevareminister Rasmus Prehn (S) nu også ud med opbakning til Mette Frederiksen.

Udtalelserne fra Mette Frederiksen i sidste uge, ovenpå hjemsendelserne af en departementschef og en rigspolitichef i sidste uge i forbindelse med nedlukningen af minkerhvervet, samt flere advarsler til topembedsmænd, har vakt opsigt den seneste tid. Ikke mindst blandt en rasende BL-formand Peter Kiær samt en skuffet L&F-formand Søren Søndergård.

Og mandag morgen meldte fødevareminister Rasmus Prehn (S) sig ind i debatten i et indlæg på Facebook mandag morgen. 

»Jeg har flere gange de sidste dage fået spørgsmål: Er mink-sagen en »skandale«? Jeg kan sige det klart: Jeg mener, det havde været en skandale, hvis vi ikke havde gjort noget«, skriver Rasmus Prehn således og fortsætter.

»Det spørgsmål, synes jeg, er mere interessant at stille alle mandagstrænerne. Det kunne være spændende, hvis der dukkede en journalist op med det spørgsmål til alle kritikerne«. 

Rasmus Prehn fortsætter således med at ridse op, at der var tale om en situation, hvor folkesundheden og udviklingen af vacciner stod på spil

»Husk på, der var hjemmel til at slå mink ned i zone et og zone to. Dvs. omkring 75 procent af alle mink. Og at myndighederne slog nul mink ned i zone tre. Straks det blev opdaget, at der ikke var hjemmel i zone tre, gjorde regeringen opmærksom på det. Og rettede op. Og indrømmede, at det var en fejl. Endda så stor en fejl, at Mogens Jensen tog konsekvensen og gik af. Og det har regeringen beklaget og fortrudt igen og igen. Men havde vi ikke gjort noget eller vaklet rundt som de blå ledere, så havde vi ikke kunne se os selv i øjnene. Det er det primære indhold af denne sag. Skandalen ville altså have været ikke at gøre noget«, skriver han.

Lykkelige for Mette

Angående den manglende lovhjemmel, så mener Rasmus Prehn, at det er blevet gjort til selve sagen. »Ikke mindst som led i ‘operation-tilsvining-af-statsministeren’«.

Rasmus Prehn mener ikke, at der er nogen, der har forsøgt hverken at forsvare eller bortforklare hele hjemmelsagen.

»Tværtimod har det ret betydelige konsekvenser for embedsmænd, for Mogens Jensen, for regeringen m.fl. Og vi har igen og igen beklaget det. Er der ting, der kunne være gjort bedre? Ja. Havde det store konsekvenser? Ja for nogen. Ikke mindst minkavlerne. Men igen, hvilke konsekvenser kunne det ikke have haft, hvis vi ikke havde gjort noget«? spørger Rasmus Prehn.

Fødevareministeren mener ikke, at det ville være gået bedre med Jakob Ellemann-Jensen eller Søren Pape ved roret.

»Mit bud er, at de havde ændret kurs, hver gang en i baglandet havde ytret lidt kritik. (...) Jeg tror, vi skal være mere end lykkelige for, at det var Mette Frederiksen, der styrede Danmark gennem coronakrisen«, skriver Rasmus Prehn.

Læs også