FRDK: CA-dyrkning kan få os 25 procent i CO2-mål

FRDK lancerer torsdag sin nye rapport »Klimaeffekter ved conservation agriculture«. Her plæderer foreningen for, at landbruget kan komme et væsentlig skridt på vejen mod CO2e-reduktioner, hvis to tredjedele af omdriftsarealet med raps og korn bliver dyrket efter CA-principperne.

Med conservation agriculture (CA) kan der opbygges og forhindres tab af kulstof fra jorden. Det giver en samlet klimaeffekt på 2 ton CO2-ækvivalenter pr. hektar pr. år. Måske mere. Måske mindre. Sådan er beskeden fra Foreningen for Reduceret Jordbearbejdning i Danmark (FRDK).

Ud over kulstoflagring og mindre kulstoftab giver CA også mindre lattergasudledning og en brændstofbesparelse. Det vil sige, at hvis to tredjedele af omdriftsarealet med raps og korn dyrkes efter principperne i CA, kan dansk landbrug reducere klimaeffekten fra landbruget med 2 millioner ton CO2 ækvivalenter om året.

Det er næsten 25 procent af det samlede antal ton, som landbruget skal reducere sin udledning med inden 2030, lyder budskabet fra FRDK.

- Hele verden taler om det. Det enorme klimapotentiale der er i at lagre kulstof i jorden og stoppe med at brænde det af. EU, FAO. Universiteter over hele verden; Australien, USA, Italien, Tyskland, Sverige, skriver foreningen.

En anden vej til klimavenligt landbrug

FRDK peger på, at man i Danmark taler om at udtage lavbundsjorder, og at der satses stort på at bygge pyrolyseværker og tilføre jorden biokul, mens der stadig udvindes kul andre steder. Et andet virkemiddel, der peges på i Danmark som løsning på at nå klimamålene, er det kemiske produkt nitrifikationshæmmere, som kan tilsættes græsmarker, gylle og handelsgødning.

Det er et massivt svigt. Både af klimaet, miljøet, biodiversiteten og landmanden, mener man hos FRDK. For der er en anden vej til klimavenligt landbrug, viser en ny rapport, som foreningen har udarbejdet.

- Vi må ikke overse denne mulighed, siger formand for FRDK, Henrik Terp, der præsenterer rapporten sammen med FRDKs faglige ekspert Annette Vibeke Vestergaard, agronom og tidligere landskonsulent hos Seges.

FRDK peger på, at man oveni klimaeffekten skal lægge, at conservation agriculture har en række positive effekter på markjordens sundhed, diversitet, insekter, fugle og dyr, og at det minimerer risikoen for vand- og vinderosion og dermed risikoen for næringsstof- og partikeltab.

Rapporten præsenteres på et webinar frdk’s hjemmeside torsdag formiddag den 30. november.

Læs også