Regningen for minklukning kan blive endnu højere

Selv om regeringen for nylig opjusterede erstatningen til minkavlere, vil det ikke være sidste gang, at det tal bliver ændret, lyder det fra fødevareminister Jacob Jensen (V).

Onsdag var der spørgetid i Folketinget, og her var fødevareminister Jacob Jensen på det nærmeste i krydsild.

Årsagen skal findes i det nyligt opdaterede skøn, som fødevareminister Jacob Jensen (V) kom med den 31. januar. Her oplyste ministeren som bekendt, at regningen for nedlukningen af minkerhvervet ville stige med 6,3 milliarder, på baggrund af de sager, der nu endelig er blevet afklaret af myndighederne.

Det kastede en storm af spørgsmål af sig fra Danmarksdemokraterne, der blandt andet ville have fødevareministeren til at forholde sig til, om den daværende S-regering - eller nærmere betegnet Mette Frederiksen - havde undervurderet de økonomiske konsekvenser ved at lukke minkerhvervet.

Ville ikke forholde sig til Mette F.-rolle

Trods flere nærgående spørgsmål til ministeren var det svært for spørgerne - Hans Kristian Skibby og Lise Bech fra Danmarksdemokraterne - at få ministeren til at forholde sig til Mette Frederiksens rolle og eventuelle ansvar. Til gengæld ville ministeren godt forholde sig til de forøgede udgifter.

- I efteråret 2021 blev det aftalt at foretage en række tilpasninger, som udvidede erstatningsordningerne. Tilpasningerne skulle sikre, at der blev udmået fuldstændig erstatning. Tilpasningerne indgår også i det regelgrundlag, som erstatningerne udmåles på baggrund af, lød det fra Jacob Jensen.

Samtidig blev der sidste år indgået en aftale, der skulle sikre, at den erstatning, som minkavlerne kunne se frem til, ikke blev udhulet, hvilket har påvirket skønnet.

- Og nu ser vi så, at erstatningsniveauet i de første 51 afgørelser om nedlukningserstatning fra de uafhængige erstatnings- og taksationskommissioner gennemsnitligt er højere end det, der først var antaget, fortalte ministeren.

Kan blive større

Men selv om den samlede erstatning blev opgraderet betydeligt den 31. januar, er det ikke ensbetydende med, at der er fundet et endeligt leje for erstatningen, afslørede Jacob Jensen.

- Det er ikke det sidste skøn, der kommer. Det kan jeg godt love allerede nu. For skønnet skal jo basere sig på den viden, man har, og de forudsætninger og de rammer, der er gældende på det tidspunkt, hvor man giver skønnet, sagde Jacob Jensen.

Han slog fast, at det skøn, der danner rammen for den endelige erstatning ikke er politisk besluttet.

- Det er jo et skøn, der er fagligt vurderet ud fra den kendte viden, og det der så nu sker, er, at der kommer reelle afgørelser, som giver en vurdering, der er bedre end den, man havde tidligere på, hvor man så lander henne. Og det er derfor, vi opjusterer skønnet, sagde Jacob Jensen.

Siden myndighederne begyndte at færdigbehandle erstatningssagerne på området, er der betalt endelig nedlukningserstatning i 57 sager. I alt er der i den anden erstatningscyklus udbetalt små 3 milliarder kroner, udover de 6,7 milliarder, der blev betalt i første cyklus.

Læs også