Fynsk skovfoged om trepartsaftale: - Krystalkuglen lyser og kommer forhåbentlig til at skinne

Den fynske skovfoged Stefan Rud Petersen fra Faurholt Skov og Natur ser positivt på den nye grønne trepartsaftale, hvor der er godt nyt om mere skov og natur.

Den var længe undervejs, men efter flere måneders forhandlinger blev den grønne trepartsaftale præsenteret i sidste uge i Økonomiministeriet, hvor Regeringen, Landbrug & Fødevarer og Danmarks Naturfredningsforening sammen præsenterede indholdet af aftalen.

Skovfoged Stefan Rud Petersen fra Faurholt Skov og Natur på Midtfyn har ventet i spænding på aftalen.

- Jeg er glad. Jeg er tilfreds med, at alle parter er glade for aftalen. Jeg glæder mig altid over, at folk kan samarbejde. Men jeg forstår også godt dem, som ikke er helt tilfredse med aftalen. Det er kun naturligt med sådan en aftale, siger skovfogeden.

Aftalen indeholder blandt andet en CO2-afgift på landbruget, men nogle af hovedpointerne i aftalen går også på, at Danmarks Grønne Arealfond, som vil omfatte aktiviteter for omtrent 40 milliarder kroner, skal etableres. Derudover skal der rejses 250.000 hektar skov, som er et areal på størrelse med Lolland-Falster og Bornholm. Der er også et mål om 20 procent beskyttet natur, rejsning af 80.000 hektar privat urørt skov, 20.000 hektar statsskov samt udtagning af lavbundsjorde, som vil øge omfanget af beskyttet natur betydeligt. Netop det store fokus på mere skov og natur skaber glæde hos Stefan Rud Petersen.

- Jeg glæder mig over, at vi får mere skov. Skoven er for os alle sammen og det er der rigtig mange går hen, når vi skal stresse af, bare gå en tur eller gerne vil nyde naturen. Så er det dejligt, at vi nu kan se frem til at få endnu mere skov, siger han.

Tal har floreret længe

Det faktum, at der er udsigt til rejsning af 250.000 hektar skov kommer ikke helt bag på den fynske skovfoged. Netop det tal har været oppe at vende ved flere lejligheder i løbet af årene.

- Tallene har figureret i noget tid. Folketingsvalget i 2019 bliver jo kaldt klimavalget og det var her, at begrebet skovrejsning blev taget i munde af politikere og danskere. Det har så hængt i folks bevidsthed i mange år, siger han.

Visionen om mere skov i Danmark er heller ikke en ny tanke. Den startede tilbage i slutningen af 1980’erne og starten af 1990’erne.

- De tal vi hører i den grønne trepartsaftale, svarer til halvdelen af den skov, vi har i dag. Det er vildt. Men det er også en bevægelse, der startede under Svend Auken, da han var miljøminister i 90’erne. Nu kan vi så se frem til, at skoven bliver 50 procent større og det er jo vildt, lyder det fra Stefan Rud Petersen.

Handling bag ordene

Selvom den grønne trepartsaftale blev præsenteret i sidste uge og siden har budt på både negative og positive kommentarer, er det vigtigt at huske på, at intet endnu er vedtaget.
Det har skovfogeden fra Midtfyn også noteret sig. For ham er det derfor vigtigt, at der hurtigst muligt bliver sat handling bag ordene.

- Hvis det skal nå at virke inden 2035, skal vi også have plantet den her skov. Den skal være 10 år før den for alvor begynder af suge CO2, så vi skal bare til at komme i gang. Jeg håber, at de har indarbejdet i aftalen, at der er deadline på, hvornår vi skal i gang, og hvornår vi skal være færdige. Det er nemlig afgørende for klimaet, siger Stefan Rud Petersen.

Løbeskoene skal på

Flere partier i oppositionen har allerede meldt ud, at de vil forhandle om den grønne trepartsaftale, inden den kan blive vedtaget. Stefan Rud Petersen forbereder sig dog allerede nu på, at han kan se frem til nogle år med travlhed.

- Krystalkuglen lyser og kommer forhåbentlig til at skinne. Forhåbentlig får jeg travlt og kan se frem til en 3-4 dobling af projekter om året, kontra hvor mange jeg laver i dag. Hvis det bliver tilfældet, skal jeg have løbeskoene på, men det glæder jeg mig kun til. Jeg glæder mig over, at klimaet vinder, lyder det fra Stefan Rud Petersen.

Alt i alt har han svært ved at være negativ over den grønne trepartsaftale. Den eneste bekymring går dog på tidshorisonten, fordi der må ikke gå for længe, før der kommer skub i planerne.

- Jeg er ikke skeptisk, men der må ikke gå for længe. Det skal gå stærkt, fordi lige nu bruger folk ordet skovrejsning og så skal det også dyrkes. Jeg har store forventninger og det skal nok blive godt, siger han.

Læs mere om CO2-afgift

Den grønne trepart er blevet enige om at pålægge en CO2-afgift på dansk landbrug. Derudover er der lagt op til en »massiv omlægning« af det danske areal. Men hvad betyder det for landmændene?

Læs mere her

Læs også