P.t. er der ikke nogen prisændringer i sigte for de kommende uger, lyder det fra Danske Svineproducenter.
Der er stadig ferietid i nogle tyske delstater, og der sker ikke meget på det tyske slagtesvinemarked for tiden, lyder det i et nyhedsbrev fra Danske Svineproducenter, der oplyser, at den tyske slagtesvinenotering holder sig uændret på 2,00 euro (14,90 danske kroner) pr. kg.
- Slagteklare grise kan afsættes uden større problemer, men ikke til en højere pris. På ISN’s grisebørs blev der solgt fire slagtesvinepartier i fredags til 2,06 euro (ca. 15,35 kroner) i gennemsnit, og yderligere fem slagtesvinepartier i tirsdags til samme pris.
- Alt i alt er det tyske slagtesvinemarked således i balance, og markedsinteressenterne mener ikke, at den tyske slagtesvinenotering skal ændres i dag. P.t. er der heller ikke nogen prisændringer i sigte for de kommende uger.