Andelshavere i Danish Crown, der øger deres produktion af grise, kan nu se frem til at modtage et tillæg på op til 80 øre for de ekstra kilo. Det sker for at sikre kapacitetsudnyttelsen på slagterierne. Målet er at øge tilførslerne af grise med minimum 250.000 grise i indeværende regnskabsår, siger næstformand.
En stabil udnyttelse af kapaciteten på slagterierne er den mest effektive vej til at sikre Danish Crowns andelsejere en konkurrencedygtig afregning. Derfor har Danish Crowns bestyrelse netop vedtaget at indføre to former for væksttillæg.
- Vores mål er at øge tilførslerne med mindst 250.000 grise i dette regnskabsår, for det vil sikre en bedre afregning til alle andelsejere. Med andre ord vil flere grise spare os for flere omkostninger, end udbetalingen af tillæg vil koste os, siger Daniel O. Pedersen, der er næstformand i Danish Crown AmbA.
Væksttillæg 1 er på 45 øre pr. kilo og kommer til udbetaling til de andelsejere, der opfylder følgende to betingelser: Andelsejeren skal hæve sin A-mængde og øge antallet af leverede grise i regnskabsåret 2024/25 i forhold til den indmeldte A-mængde pr. 1. oktober 2024, og samtidig skal den forøgede leverance overstige det gennemsnitlige antal leverede grise i de fem foregående regnskabsår.
Det vil sige, at en andelsejer, der den 1. oktober 2024 forventede at levere 10.000 grise i regnskabsåret 2024/25 - og som i perioden fra 1. oktober 2019 til 30. september 2024 har leveret 10.000 grise i gennemsnit pr. år – ved at hæve sin A-mængde og levere ekstra grise ud over de 10.000, vil opnå et tillæg på 45 øre for de ekstra kilo.
Muligt at opnå begge tillæg
Væksttillæg 2 er på 35 øre pr. kilo og udbetales til de andelsejere, der opfylder følgende betingelse: Andelsejeren skal hæve sin A-mængde og øge antallet af leverede grise i regnskabsåret 2024/25 i forhold til den indmeldte A-mængde pr. 1. oktober 2024. Alle andelsejere kan opnå tillægget på en forøgelse af deres produktion på op til 10.000 grise, uafhængigt af den indmeldte A-mængde pr. 1. oktober 2024, eller for en forøgelse af produktionen på op til 20 procent i forhold til den indmeldte A-mængde pr. 1. oktober 2024.
Det vil sige, at en andelsejer, der den 1. oktober 2024 forventede at levere 10.000 grise i regnskabsåret 2024/25, ved at hæve sin A-mængde og øge sine leverancer med op til 10.000 ekstra grise, vil få udbetalt 35 øre i tillæg på de ekstra kilo. En andelsejer, der den 1. oktober 2024 forventede at levere 55.000 grise i regnskabsåret 2024/25, kan ved at øge sine leverancer modtage tillægget for op til 11.000 ekstra grise.
For ejere, der har leveret stabilt eller har vækstet de seneste år, vil der således være mulighed for at opnå begge væksttillæg ved at hæve deres A-mængder med nye grise til Danish Crown.
- Når vi har ledig kapacitet på slagterierne, så er der to veje at gå. Vi kan enten fordele omkostningen på alle de leverede kilo, eller vi kan belønne vores andelsejere for at levere flere grise, så vi har fyldte slagterier. Vores prognoser viser, at vi vil have plads til ekstra grise, når vi kommer en måned eller to på den anden side af nytår, så derfor vælger vi nu at indføre et tillæg, som kan motivere andelsejerne til at levere flere grise, siger Daniel O. Pedersen.
Skal belønne trofaste ejere
Uanset om man som andelsejer øger sin A-mængde, leverer mere end de foregående år, eller vælger at køre videre med en uændret produktion af slagtegrise, så viser beregninger, at det vil give en bedre afregning til alle ejere, hvis de samlede leverancer til Danish Crown øges.
- For os i bestyrelsen har det været centralt at skabe modeller, der i højere grad belønner de andelsejere, der trofast har bakket op om Danish Crown og taget ansvar for den danske værdikæde, og vi tror faktisk på, at der i den nuværende kreds af andelsejere findes en del, der kan have mod på at øge deres produktion, siger Daniel O. Pedersen.
De to væksttillæg er gældende for leverancer i regnskabsåret 2024/25, og kan også kombineres med de tillæg, der tilbydes andelsejere, der har mulighed for at øge produktionen af UK-grise.