Danske Svineproducenter advarer om at bruge svineproducenternes egen fond, Svineafgiftsfonden, til omfordeling af midler til producenter, der vil lave grise med hele haler. Foreningen frygter, at det kun er begyndelsen på endnu mere regulering via deres egen fond.
I svinebranchens Vision 2050, der i 2021 blev til mellem Landbrug & Fødevarer Gris (L&F Gris), Danske Svineproducenter og Danske Svineslagterier, var der enighed om, at man ville have flere grise med lange haler. Der var også enighed om, at der skulle være mulighed for at give en økonomisk kompensation til de svineproducenter, der forsøger sig med hele haler.