Medicinforbruget er faldet, og de nyfravænnede grise æder fra dag ét. På Dyrehavegaard i Dalmose på Vestsjælland har udfasningen af zink ikke haft negative konsekvenser, og erfaringerne beror nu på godt og vel tre år.
- Prøv et læs, så du har mulighed for at se, hvad der sker.
Opfordringen til kolleger kommer fra svineproducent Søren Larsen, der driver Dyrehavegaard I/S i samarbejde med forældrene i Dalmose ved Slagelse på Vestsjælland.
Produktionen på Dyrehavegaard omfatter en full-line besætning på 530 årssøer, med produktion af 15.000 slagtesvin og et årligt salg på 1.000-1.500 smågrise. Det hele fordelt på fire ejendomme. Herudover driver familien 640 hektar planteavl + 100 hektar i en pasningsaftale. Til at hjælpe med det hele er der i alt syv medarbejdere, hvoraf de fire er fast i staldene.
Og netop de rigtige medarbejdere lægger Søren Larsen blandt andet til grund for den succes med zinkfri fravænning, som de nu har oplevet i over tre år.
- Det kræver de rigtige medarbejdere. Det er ikke bare venstrehåndsarbejde at passe smågrisene. Man skal gerne kunne se diarré en halv dag før, det overhovedet er der, så rutine er et must.
Det kan lade sig gøre
Udfasningen af zink på Dyrehavegaard skete dog fra den ene dag til den anden, både dengang, det var planlagt, efter en forespørgsel fra familiens mangeårige foderleverandør og handelspartner, Danish Agro, men også da Søren Larsen ved en fejl kom til at bestille et læs foder uden zink.
- Jeg opdagede først, da foderet var brugt op, at jeg havde bestilt foder uden zink. For vi mærkede ikke nogen forskel, fortæller Søren Larsen, der derfor har taget udfasningen meget roligt.
- Det kan godt lade sig gøre. Og det er nok lidt ligesom med de løse drægtige søer. Det er også helt naturligt nu, bemærker svineproducenten.
En tur igennem smågrisestalden omkring de managementmæssige rutiner bekræfter imidlertid også, at det er en besætning, der lever op til anbefalingerne.
Sortering
På Dyrehavegaard fravænnes der i gennemsnit 350 grise hver torsdag, og de 30 dage gamle grise på i gennemsnit 6,5-7 kg. sorteres ud i to hold med de største grise og to hold med de lidt mindre. Endvidere lægges der vægt på, at der aldrig er overbelægning, ligesom grisene blandes så lidt som muligt efter sortering.
Der skiftes også fodtøj ved hver sektion. Et tiltag som allerede var indført før udfasningen af zink på grund af udfordringer med salmonella. Desuden holdes gangene altid rene, da det ifølge Søren Larsen, er rart for alle, og så starter den daglige grundige gennemgang altid ved de mindste.
- Ved fravænning starter vi ud med tildeling af ekstra vand i langtrug to gange dagligt og gulvfodring i de første 14 dage. Foderet er dog ikke nyt fra grisene, da det er samme blanding som grisene tilbydes i farestalden fem gange dagligt fra de er fem dage gamle, forklarer Søren Larsen.
Igennem hele perioden i klimastalden anvendes tre forskellige blandinger. Startblandingen i den første uge, herefter omkring en uges tid, hvor der er åbent for foderrøret med både blanding 1 og blanding 2. Omkring dag 14 lukkes der for startblandingen. Der er ét rør pr. blanding, så det er enkelt og nemt.
- Den tredje og sidste blanding kører vi over på efter behov. Vi kigger på grisene, og har på den måde individuel fodring på stiniveau, forklarer Søren Larsen og påpeger, at den zinkfri fodring kun har gjort det hele endnu lettere at fodre efter grisens behov.
- Nu kan vi jo bare fortsætte med startblandingen, hvis vi står med et hold grise, der ikke er så store og har behov for en skåneblanding i længere tid.
Medicinforbruget er faldet
Når grisene flyttes ind i stalden torsdag, sættes der medicin på vandet om mandagen i tre dage efter anvisning fra dyrlægen.
- Det er den eneste behandling, som de får fra fravænning og frem til slagtning, men det tager det diarré, der måtte komme. Behandlingen om mandagen rammer det, det skal, lyder det fra svineproducenten, der samtidig kan fortælle, at medicinforbruget dermed også er faldet, efter zink blev udfaset.
- Selvom vi også lå lavt før, er mængden af antibiotika reduceret, da de kun får i de tre dage på dag fire efter fravænning. Før måtte de nogle gange medicineres, selvom der var zink i foderet og også efter 14 dage, hvor grisene var væsentligt større.
Helt aktuelt ligger Dyrehavegaard på et antibiotikaforbrug på 6,2 ADD, hvilket er meget pænt sammenlignet med landsgennemsnittet på 9,9 ADD og Gult Kort-grænsen for besætningen på 17,2.
Dyrehavegaard I/S
● Beliggende i Dalmose ved Slagelse
● Ejet af familien Larsen
● 530 årssøer,15.000 slagtesvin, årligt salg af 1.000-1.500 smågrise
● SPF+Ap12+Ap6+Myc.
● Vaccinerer mod influenza, mycoplasma og PCV2
● Syv ansatte, heraf fire i stalden
● 640 hektar planteavl + 100 hektar i pasningsaftale
● DanBred-genetik
● Indkøber polte
Produktionsresultater
Resultaterne for smågrisestalden på Dyrehavegaard første kvartal 2021:
● Daglig tilvækst 521
● FE pr. kg. tilvækst 1,57
● Vægt ved indsættelse 6,6
● Døde i % 2,6