Appellerer nu til repræsentantskabet: Danish Crown bør udbetale hele årets overskud

Formanden for Danske Svineproducenter, Jeppe Bloch Nielsen, håber, at Danish Crowns repræsentantskab vil tilsidesætte bestyrelsens forslag til efterbetalinger.

- Det er nu, vores andelsselskaber skal sætte handling bag ord og vise, at de er til for os ejere. Derfor skal de udbetale hele deres overskud i likvide midler til deres ejere.

Sådan siger Danske Svineproducenters formand Jeppe Bloch Nielsen efter offentliggørelsen af Danish Crowns regnskab og den foreslåede efterbetaling på 130 øre pr. kilo for grise og 110 øre pr. kilo for søer. Derudover bliver der sat 242 millioner kroner ind på andelsejernes ejerkonti.

- Der skal ikke herske tvivl om, at jeg ser et rekordoverskud og en samlet efterbetaling på 1,48 kroner pr. kg som udtryk for, at der fejlagtigt er udbetalt for lidt i acontobetaling, siger Jeppe Bloch Nielsen, og tilføjer:

- Desuden er vi kritiske overfor, at der indsættes 209 millioner kroner på svineproducenternes ejerkonti, som kun under særlige forudsætninger kan udbetales til andelsejerne.

Ser frem til den 30. november

Danske Svineproducenter opfordrede allerede i sidste uge til, at Danish Crown udbetaler hele årets overskud til deres andelshavere. Årsagen er, at svineproducenterne styrtbløder, påpeger Jeppe Bloch Nielsen, der nu gentager sit ønske. 

- Jeg opfordrer til sammenhold. Ikke blot af navn, men af gavn, understreger han og ser frem til den 30. november, hvor Danish Crowns repræsentantskab har mulighed for at tilsidesætte de foreslåede efterbetalinger.

- Det må også være i repræsentantskabsmedlemmernes interesse at få mest muligt udbetalt af hensyn til likviditeten på deres egne bedrifter.

- Vi ser frem til, at vores kolleger har mod til at mene og vilje til at handle, siger formanden for producentforeningen.

Roser præstation

Han har dog også ros til det andelsejede slagteris præstation i året, der er gået:

- Det er flot, at målet og strategien i forhold til det europæiske prisindeks er indfriet. Vi hilser desuden med tilfredshed, at indsatsen på kategorierne bacon, pizza-toppings, konserves og DAT-Schaubs aktiviteter har båret frugt.

Ikke mindst ønsker Jeppe Bloch Nielsen at rose slagterimedarbejderne for deres store indsats og opbakning i denne vanskelige tid med Covid-19 i samfundet.

Ikke imponeret

Til gengæld lægger han ikke skjul på Danske Svineproducenters skuffelse over Danish Crown-ledelsens kommentarer til regnskabet. Jeppe Bloch Nielsen mener, at direktionen bryster sig af at have opnået et rekordoverskud.

- Når man selv sætter prisen på råvaren, er overskuddet – sammenlignet med andre brancher – ikke særligt fortrinligt, siger Jeppe Bloch Nielsen.

Læs også