Der er Girl Power bag rattet i grisebilen

Cecilie har fundet drømmejobbet som chauffør for SPF-Danmark og elsker sin hverdag og livsstil med traileren lastet med smågrise.

– Jamen, hvem kører lastbilen?

Cecilie Petersen har, siden ansættelsen som chauffør for SPF-Danmark i august 2021, både overrasket og imponeret mange, når hun har bakket til rampen i forbindelse med sit arbejde med at fragte fynske smågrise sikkert rundt mellem leverandør og modtager.

Der er heller ingen slinger, da Cecilie Petersen denne morgen bakker den store hvide bil, med det karakteristiske logo af en gris på siden, op til rampen ved Eskelund. Den 27-årige chauffør skal læsse de 550 smågrise af, som hun samme morgen har læsset på bilen på Langeland, inden turen gik til det vestfynske ved Gelsted.

Morgenfrisk og smilende møder hun og hilser på LandbrugFyns udsendte, imens hun sænker liften ned til udleveringsrampen - det passer. Så går hun tilbage til bilen, sætter et spænde i det løse hår, trækker i en ren hvid kedeldragt og tager de hvide støvler med op på kanten af rampen, hvor hun skifter fra træsko. Med drivplade og den røde drivpaddel er hun klar til at læsse af, når staldens team er klar til at tage imod smågrisene, der roligt trisser ned ad rampen og ind ad den lange staldgang.

 

Fra heste til hestekræfter

Cecilie Petersen er oprindeligt uddannet dyrepasserassistent med speciale i heste. Drømmen var en karriere som selvstændig med træning af heste på fuld tid, men vejen til en investering i den rette ejendom med plads til træningsfaciliteter til heste, synes imidlertid at være lidt lang. Det fik Cecilie Petersen til at tænke i nye baner.

- I en periode var jeg i praktik i Holland, hvor jeg trænede heste. Af og til tog jeg også mine egne heste med til Holland, og jeg kom efterhånden til at synes ret godt om de lange ture på motorvejen, lyder det fra Cecilie Petersen.

Det var der, at hun på de lange stræk i eget selskab på den tyske motorvej, lod overvejelserne om at sadle om komme i spil, og hun besluttede at springe ud i et karriereskift.

- Jeg valgte at tage kørekort til lastbil, da jeg så muligheden for fortsat at have en selvstændig hverdag, som jeg kan lide det, men i stedet som chauffør, fortæller Cecilie Petersen.

Det rette sted

Den første arbejdsplads som chauffør blev hos PostNord.

- Jeg startede helt uden erfaring. Der var jeg i et år og fem måneder, fortæller Cecilie Petersen, der hos Postnord kom godt fra land, men hurtigt ønskede at prøve noget andet, end at fragte gods fra A til B.

Det blev derfor til en ansættelse hos Dagrofa Food Service.

- Hos Dagrofa havde jeg op mod 25 stop om dagen. Det var lidt meget og lidt af et tidspres. Så da jeg efter halvandet år så, at SPF-Danmark søgte chauffører, tænkte jeg - hvorfor ikke? Jeg havde godt nok ingen erfaring med grise, men jeg kan jo godt lide dyr, så jeg prøvede at søge.

Cecilie Petersen fik jobbet hos SPF-Danmark og har nu været ansat i halvandet år.

- Jeg håber, at det bliver til mange år. Jeg føler virkelig, at jeg har fundet det rette sted, lyder det fra førersædet i den Scania R490, som der er Cecilies faste »kontor« og hun påpeger, at det er dejligt, at man bare kan have sine ting liggende, og at man kender det hele på bilen.

Der er ingen tvivl om, at Cecilie Petersen er landet rigtigt. Det er næsten med lys i øjnene og stolthed i stemmen, når pigen med de lakerede negle fortæller, hvor spændende og varieret en hverdag hun har som transportør af fynske smågrise.

Girl Power

Det er jo ingen hemmelighed, at der ikke er så mange kvindelige kolleger, men Cecilie Petersen kan kun opfordre til, at flere går samme vej.

De få kunder der åbenlyst har reageret på, at det var en kvindelig chauffør, har kun været positive.

- Jeg har en gang ringet for at planlægge en transport med en kunde, hvor kunden så spørger: - Hvem henter grisene? Da jeg svarer, at det gør jeg, lyder spørgsmålet så: – Jamen, hvem kører lastbilen?

Cecilie griner og fortæller videre, at hun også har oplevet, at andre tror, at det er en fra kontoret, når hun ringer.

- Engang kom jeg også ud til et sted, hvor der stod en kvindelig udlænding på rampen. Hun råbte: - Wow – Girl Power!

- Det er sjovt. Det giver lige et energiboost med sådan en modtagelse.

Lyst og vilje

- Jeg vil helt klart håbe, at der kommer flere kvindelige chauffører til. Det er ikke nødvendigt med erfaring med dyr – bare man har lysten og viljen. Jeg synes i hvert fald, at jeg har haft det nemt. Jeg er altid blevet taget godt imod. Når bare man kommer med den rette indstilling, og man har styr på det tekniske, så er det nemt.

Hun understreger endvidere, at der jo ikke er noget fysisk hårdt ved jobbet, selvom man selvfølgelig får brugt kroppen, når man vasker.

- Jeg har i hvert fald mange ældre kolleger der har fejret både 30 og 35-års jubilæum. Så de har da kunne holde til jobbet, smiler Cecilie Petersen, der da også kan fortælle, at nogle af de sidste nye chauffører, der kører på Fyn, er henholdsvis 59 og 64 år.

Faktisk er Cecilie så heldig, at hun får en ny lastbil i begyndelsen af februar.

- Det bliver en Volvo – en helt ny, hvilket jeg ser meget frem til, lyder det fra Cecilie Petersen, der fortæller, at en af de nye ansatte på Fyn, så skal overtage Scania'en.

Godt fra start

- SPF er virkelig gode i forhold til oplæring. De giver mindst tre ugers oplæring sammen med en anden chauffør. Derefter starter du stille ud med et enkelt læs om dagen. Der er også rigtig mange ting omkring traileren, der skal læres, tilføjer hun og fortsætter:

- Det skal de have. De går virkelig op i, at man kommer godt fra start, men man kommer virkelig også ud at køre under mange udfordrende forhold. Nogle gange kan man have sine tvivl, om bilen kan nå at komme igennem to staldbygningen eller et tagudhæng, men nu kender jeg snart de fleste steder.

Hun påpeger, at vask af bilen for hver gang der er afleveret et læs grise, næsten er det, der tager mest tid.

- Man skal være glad for at vaske, men jeg kan godt lide, at der også er noget fysisk. Så har jeg mine høreværn på og hører noget god musik imens. For vasken tager den tid, det tager. Lastbilen skal bare være ren, understreger hun, men påpeger samtidig, at der til gengæld ikke er nogen, der puster en i nakken, for hos SPF skal tingene bare være i orden, understreger hun og påpeger, at jobbet er lidt af en livsstil, og at der selvfølgelig findes chaufførjobs med faste arbejdstider.

- De faste og ensformige dage vil bare hurtigt blive for kedelige for mig. SPF er en god virksomhed at være i; der er godt arbejdsmiljø og jeg oplever i høj grad et personligt forhold til kunderne sammenlignet med mit tidligere chaufførjob, idet vi chauffører selv ringer til landmanden og planlægger afhentning og levering, uden at en tredjepart skal ind over. Naturligvis med det in mente, at det er en opgave med levende dyr og uforudsigelige trafikforhold.

Gode kolleger

- Kollegerne er også utrolig hjælpsomme. Henning, som jeg kørte med i min oplæringsperiode, ringede næsten dagligt længe efter, at jeg selv var begyndt at køre, for at høre om det gik ok, påpeger Cecilie Petersen, der selvfølgelig ikke ellers ser meget til kollegerne, men at de til gengæld ofte ringer sammen.

Desuden har de en personaleforening med mange gode arrangementer.

Cecilie Petersen kører primært på Fyn og kommer kun en sjælden gang til Jylland eller Sjælland.

- Jeg kan bare godt lide at komme hjem i min egen seng, lyder det fra chaufføren, inden hun hopper ud for at gøre klar til at vaske den store bil, der har plads til grise i fire dæk.

Læs også