Danmark stadig på sidsteplads: Spanien og Frankrig tog endnu et markant noteringshop

De fleste europæiske landes grisenoteringer har stabiliseret sig. Men uge 9 har dog stadig budt på store noteringsstigninger i Spanien og Frankrig, skriver Danske Svineproducenter.

Det europæiske slagtesvinemarked er uensartet i denne slagteuge, skriver Danske Svineproducenter.

Mens noteringerne i nogle lande fortsætter med at stige, tog prisopsvinget i andre lande et pusterum, og noteringerne stabiliserede sig. I Spanien hoppede noteringen yderligere 45 øre op fra 17,96 til 18,39 danske kroner, og i Frankrig steg grisenoteringen med 52 øre fra 17,59 til 18,11 kroner. Spanien er således fortsat på førstepladsen i den europæiske prissammenligning af de fem EU-lande med flest svin.

Danmark ligger stadig på sidstepladsen i uge 9 blandt de opgjorte europæiske lande med en notering på 13,38 kroner. I den danske notering er der taget højde for en forventet restbetaling på 1,30 kr./kg, men dog ikke individuelle tillæg, som f.eks. bæredygtigheds-, indberetnings- eller mængdetillæg. 

Danish Crown meddelte i sin ugentlige markedsrapport, at man har til hensigt gradvist at mindske forskellen mellem den danske notering og EU-indekset. Som forberedelse til påsken sænker slagteriet vægtgrænserne med 2 kg i uge 10 og med yderligere 2 kg i uge 13. I den seneste uge er der allerede fremrykket griseleverancer. 

Ifølge den spanske markedsorganisation Mercolleida er der slagterier i Frankrig og Italien, som reducerer deres slagteaktiviteter til fire dage om ugen eller begrænser den daglige arbejdstid.

Venter på efterspørgselsimpulser.

Selvom priserne på grisekød også stiger stærkt, kan prisstigningerne på kødmarkedet – efter forlydender – alligevel ikke følge med det tempo, som noteringerne stiger på slagtesvinemarkedet. Eksportorienterede virksomheder klager fortsat over tilbageholdende købsinteresse i tredjelande og venter på klare efterspørgselsimpulser fra Asien, lyder det fra Danske Svineproducenter.

Den tyske notering er uændret, mens efterspørgslen efter slagteklare grise fortsat er stor. Udbuddet af slagtesvin er stadig lille. I Holland, Belgien og Østrig stabiliserede noteringerne sig også, mens udbuddet af slagteklare grise er lille.

Ifølge den spanske markedsorganisation Mercolleida var antallet af slagtninger i Spanien i sidste uge cirka 11 procent lavere end samme uge sidste år. Den gennemsnitlige slagtevægt var to procent højere end det foregående års slagtevægt. 
 

Læs også