Andelshavere: Formandsstop i DC er den rigtige beslutning og et stort skridt på vejen

Mads Rauff-Bjerre og Peter Kjær Knudsen bakker på vegne af gruppen af landmænd op om den logiske beslutning, at Erik Bredholt efter 12 år stopper som formand for Danish Crown.

Danish Crowns bestyrelse og formand Erik Bredholt traf i aftes den logiske og rigtige beslutning, at Erik Bredholt stopper som formand, lyder det fra gruppen af talsmænd for de store andelshavere.

- Vi er glade for, at bestyrelsen har set kritisk indad, lyttet til opfordringerne fra bl.a. os og taget dem til sig. Dermed sender bestyrelsen lovende, perspektivrige og modige signaler om forandringer, som dermed er begyndt og nu skal omsættes til handlinger, siger Mads Rauff-Bjerre.

Han bakkes op af Peter Kjær Knudsen, der er en anden af initiativtagerne i gruppen.

Kæmpe skridt

- Formandsstoppet er et kæmpe skridt på vejen mod forandring, der også skal ske i netop DC's bestyrelse, når der er valg til Danish Crowns repræsentantskab og bestyrelser i december. Med to nye bestyrelser og en professionel formand kan vi i fællesskab gøre Danish Crown konkurrencedygtig og rentabel igen – til gavn for Danish Crown og vi andelshavere, siger han.

På vegne af gruppen siger de tak for indsatsen til Erik Bredholt, der efter 22 år i bestyrelsen og 12 år som formand trak sig torsdag aften.

- Vi takker Erik Bredholt for sin store og loyale indsats for Danish Crown og vores erhverv i de mange år. Han og DC har opnået meget i hans formandstid, for Erik har kæmpe indsigt og viden om Danish Crowns virksomhed. Velkommen til den nykonstituerede bestyrelse, der tager dirigentstokken indtil valget i december og skaber ro om vores fælles Danish Crown. Nu ser vi fremad og til at blive inddraget, lyttet til og sammen skabe rammerne for, at vi andelshavere kan blive aktive ejere af Danish Crown, siger Mads Rauff-Bjerre på vegne af gruppen.

Læs også