Krav om obligatoriske efterafgrøder kan være på vej

Det vejledende indsatsbehov for målrettede efterafgrøder på landsplan blev ikke nået, og det kan medføre obligatoriske krav for en række landmænd, oplyser Landbrugsstyrelsen.

9.815 landbrugere har søgt om tilskud til cirka 352.500 hektar efterafgrøder eller alternativer i årets ansøgningsrunde til målrettet kvælstofregulering, oplyser Landbrugsstyrelsen, der nu går i gang med at udsende tilsagnsbreve.

- Ansøgningsrunden til målrettede efterafgrøder er nu slut. I år er der 69 kystvandoplande, hvor der er et behov for at reducere kvælstofudledningen til kystvandene, og hvor landbrugere har haft mulighed for at søge om tilskud til målrettede efterafgrøder eller alternativer.

Efter at Landbrugsstyrelsen har prioriteret de ansøgte efterafgrøder og alternativer for de 69 kystvandoplande, er konklusionen, at det vejledende indsatsbehov på landsplan på cirka 373.000 hektar ikke blev nået.

- Vi vil nu sammen med Miljøstyrelsen regne på de oplande, der ikke er i mål. Beregningerne vil indgå i et beslutningsgrundlag for et eventuelt krav om obligatoriske efterafgrøder i disse oplande, skriver styrelsen, og tilføjer:

- Vi forventer, at vi i juni kan melde ud, om og hvor der kommer et krav. Et eventuelt krav vil træde i kraft 1. august.

211 landbrugere vil få afslag

- Selvom indsatsbehovet på landsplan ikke er nået, har der været overansøgninger i nogle oplande, hvilket betyder, at vi i disse oplande har givet afslag til i alt cirka 2.350 hektar efterafgrøder, fortsætter styrelsen.

Det betyder, at 211 landbrugere vil få afslag på nogle eller alle ansøgte marker, fordi der er overansøgt i et kystvandopland.

Det gives i år samlet set tilsagn svarende til cirka 350.150 hektar efterafgrøder. 9.762 landbrugere får tilsagn til alle eller nogle ansøgte marker.

Læs også