Danish Agro øger plantebaseret fokus med opkøb

Danish Agro køber 28 procent af aktierne i Organic Plant Protein. Det betyder, at endnu flere landmænd vil kunne lave kontraktavl på hestebønner og ærter hos andelsselskabet.

Danish Agro har netop indgået aftale om opkøb af 28 procent af aktierne i den plantebaserede fødevarevirksomhed Organic Plant Protein A/S.

Selskabet, der ligger i Hedensted, producerer plantebaserede køderstatningsprodukter, der baserer sig på primært ærter og hestebønner.

Danish Agro, der har et strategisk fokus på plantebaserede fødevarer, vil med investeringen gå endnu dybere i markedet for plantebaserede fødevarer.

Marked i rivende udvikling

Koncernchef for Danish Agro, Henning Haahr, ser interessante perspektiver i aftalen.

- Danish Agro ønsker at være med til at udvikle fremtidens plantebaserede fødevarer. Organic Plant Protein har på få år skabt velsmagende plantebaserede produkter i høj kvalitet. Markedet for køderstatningsprodukter er i rivende udvikling, og jeg tror på, at vi kan være med til at hjælpe med at øge afsætning og kendskab til selskabets produkter. Samtidig vil det også betyde, at flere landmænd vil kunne lave endnu mere kontraktavl på blandt andet hestebønner og ærter via os, siger Henning Haahr, og fortsætter:

- Vi håber at kunne tage flere initiativer indenfor de plantebaserede fødevarer i den kommende tid. Efterspørgslen er der, og det er helt naturligt som en førende aktør indenfor vegetabilske afgrøder at tage vores del af ansvaret for denne udvikling.

Unikke produkter

Organic Plant Protein A/S er etableret i 2019 af Ulrich Kern-Hansen og Fie Graugaard, som også stod bag Hanegal A/S, og de glæder sig over aftalen med Danish Agro.

- Det glæder os meget, at det er lykkedes at finde en dansk partner, som kan bidrage til at accelerere udnyttelsen af de nye Plant Mate planteproteiner, som er resultatet af syv års udviklingsarbejde i Danmark, siger bestyrelsesformand Ulrich Kern Hansen.

Han fortæller, at produkterne er unikke på det globale marked, og at de giver helt nye muligheder for at producere velsmagende og proteinrige plantebaserede alternativer til kød.

Grundlag for stor eksport

Ifølge bestyrelsesformanden skaber det nye samarbejde grundlag for en stor dansk eksport, som også giver mulighed for at de danske økologiske landmænd kan omlægge deres drift i retning af en større andel af plantebaserede fødevarer som ærter og hestebønner.

- Her er det selvfølgelig helt optimalt med en partner som Danish Agro, som er det naturlige bindeled mellem landmændene og Organic Plant Protein, og som dermed vil kunne sikre råvareforsyningen, siger Ulrich Kern-Hansen.

Læs også