Danish Agro og Hedegaard fusionerer

Grovvarevirksomheden Hedegaard bliver nu fusioneret ind i ejerkoncernen Danish Agro. Formålet er at skabe en endnu stærkere virksomhed til gavn for de danske landmænd.

I over 100 år har grovvareselskabet Hedegaard A/S været leverandør til dansk landbrug. Nu skal virksomhedens næste skridt tages, idet Hedegaard og Danish Agro fusionerer med sidstnævnte som fortsættende selskab.

Fusionen sker i forlængelse af, at Danish Agro i 2020 fik fuldt ejerskab af Hedegaard.

- Hedegaard har en fantastisk historie, som vi vil bygge videre på, når virksomheden nu bliver fusioneret med Danish Agro. Vi er siden 2020 nået langt i vores bestræbelser på at skabe fælles fodslag, og nu tager vi dette skridt, der vil være til gavn for både kunder, medarbejdere og ejere, siger Henning Haahr, koncernchef i Danish Agro.

Han understreger, at alle medarbejdere i Hedegaard fortsætter i Danish Agro.

Lidt vemodigt

For Mads Kristensen og Henrik Bendtsen, der har kørt parløb som administrerende direktører i Hedegaard siden 2020, er fusionen naturlig set i lyset af landbrugets strukturudvikling og større fokus på digitalisering og bæredygtighed.

- På den ene side er det lidt vemodigt, at en så traditionsrig virksomhed som Hedegaard skifter navn, men på den anden side, er jeg overbevist om, at det her er en god beslutning, der sikrer, at vi også i fremtiden har den bedst mulige virksomhed for vores kunder og medarbejdere, siger Mads Kristensen, der bliver suppleret af Henrik Bendtsen:

- Hedegaard har i hele sin levetid tilpasset sig udviklingen i dansk landbrug, og det er også tilfældet nu. Vi starter en ny æra i Hedegaards historie, og fusionen med Danish Agro styrker vores konkurrencekraft til gavn for vores kunder, siger han.

Henrik Bendtsen fortsætter som markedsdirektør, mens Mads Kristensen fortsætter som direktør for energi, biogas med videre i Danish Agro.

I 2022, der bliver Hedegaards sidste regnskabsår, kommer selskabet ud med en rekordomsætning i omegnen af tre milliarder kroner og et yderst tilfredsstillende driftsresultat i niveau 35 millioner kroner.

Med fusionen vil Danish Agros danske grovvareforretning have en samlet årlig omsætning på cirka 12 milliarder kroner. Forventningen er, at fusionen bliver implementeret i løbet af foråret 2023.

Kommunikationsdirektør hos Danish Agro Thomas Mørch oplyser overfor LandbrugNord, at fusionen ikke vil medføre nogen nedlæggelser af Hedegaards aktiver.

Kunderne hos Hedegaard vil modtage tilbud om at blive andelshaver hos Danish Agro og få del i koncernens overskudsudlodning. 

Om Danish Agro 

Danish Agro koncernen består af en række landbrugsselskaber i ind- og udland. Koncernen er hovedsageligt beskæftiget inden for salg af foderblandinger, råvare- og vitaminforblandinger, gødning, planteværn, såsæd og energi samt køb af afgrøder fra landbruget. Endvidere forhandler koncernen en række maskinbrands til landbruget samt driver en omfattende kæde af hobby- og fritidsforretninger. 

Danish Agro koncernen beskæftiger over 5000 medarbejdere og havde i 2021 en omsætning på 44 milliarder kr.

Om Hedegaard

Hedegaard A/S blev grundlagt af købmand Peder P. Hedegaard i 1916.

Hedegaard A/S blev senere børsnoteret, og var det frem til 2008, hvor selskabet blev opkøbt af Dan Agro Holding A/S, som afnoterede virksomheden fra børsen. Siden blev ejerstrukturen i selskabet løbende forenklet, og de seneste knap tre år har Danish Agro været eneejer.

Hedegaard A/S har afdelinger i det meste af Jylland og foderproduktionsfaciliteter i Nørresundby og i Kolding. I Nørresundby er der ligeledes produktion af såsæd.
 

Læs også