Der bliver stort rykind med svineproducenter i især det syd- og sønderjyske, når den danske afdeling af European Pig Producers afholder fælleskongres medio maj.
Vildsvinehegn, besætningsbesøg i en besætning med 1.200 søer, et kig ind i grænsevasken hos DTL i Padborg og et besøg på Gram Slot.
Det er blot et lille udpluk af det store og varierede program, som den 14.-16. maj trækker 250 svineproducenter til Danmark fra hele Europa.
Anledningen er, at sammenslutningen af paraplyorganisationen europæiske svineproducenter, European Pig Producers (EPP), afholder sit årlige fællesmøde i Danmark.