Ovethi fejrer ny leder i Grindsted-afdelingen

Pr. 1. maj 2022 fik Ovethis afdeling i Grindsted ny afdelingsleder, nemlig Mathias Bach, 31, der allerede er i fuld gang med at videreføre den gode ånd og linje i afdelingen. Lederskiftet markeres med et stort åbent hus-arrangement fredag den 26. august, hvor alle er velkomne.

Mathias Bach er tidligere motocross-kører og går i dag meget op i at gejle biler – heriblandt hans egen lilla VW Golf 7.

Ovethis afdeling på Odinsvej 14-16 i Grindsted fik pr. 1. maj i år ny afdelingsleder. Det er 31-årige Mathias Bach, der har overtaget posten, og som dermed fremover tegner afdelingen både indadtil og udadtil.

Han har været hos Ovethi i halvandet år – og inden da arbejdede han seks år som montør, heraf de sidste 2 - 3 år som ansvarlig for personvognssegmentet, hos Leifs Dækservice, som Ovethi overtog sidste forår.

Han er allerede rigtig godt hjemme i firmaets ånd og kompetenceområder inden for alle kundesegmenter og får støtte af afdelingens to øvrige medarbejdere – Mikael Tychosen, montør, samt John Olesen, førstemand og montør.

Netop John Olesen er manden, som Mathias overtager stillingen som afdelingsleder fra. John kunne den 2. juni tidligere i år fejre 40-års jubilæum i dækbranchen, så hans indsats, viden og ekspertise er fortsat særdeles værdsat i firmaet, hvor han har ønsket at fortsætte som førstemand og montør.

Da Ovethi opkøbte Leifs Dækservice, fulgte John med på en 3-årig kontrakt, der således løber det næste halvandet år med.

- Jeg har ikke alderen til, at det er mig, Ovethi satser på i fremtiden, og da Mathias er superdygtig, giver det bedre mening, at jeg hjælper til fra sidelinjen og får ham godt i vej. Jeg har kendt ham, siden han var en dreng, så jeg ved om nogen, at han har evnerne til stillingen, fortæller John.

Fra montør til afdelingsleder

Om den nye stilling sætter Mathias Bach selv ord på.

- Pr. første maj blev det mit ansvar at holde sammen på alle trådene her i afdelingen, klare kontoropgaverne og sørge for, at vores kunder passes og får en optimal oplevelse, når de besøger vores afdeling, indleder Mathias Bach, der inden forfremmelsen selv har arbejdet som montør og førstemand i afdelingen, og han tilføjer:

- John og jeg har kendt hinanden altid, har arbejdet sammen i otte år nu, og vi fortsætter vores gode parløb. Jeg glæder mig over den tillid, som både John og ledelsen i Ovethi har vist mig ved forfremmelsen, og så glæder jeg mig til at komme endnu mere på plads i mit nye job. Det er vigtigt for mig, at alle ved, at jeg står for de samme værdier og den samme gode service, som vores kunder – nye som eksisterende - allerede kender til.

Faglig og ledermæssig stærk

Om udnævnelsen af Mathias Bach som ny afdelingsleder i Grindsted siger Thomas Thinggaard, der er medejer og administrerende direktør hos Ovethi:

- Vi er superglade for, at Mathias har takket ja til forfremmelsen. Hans entusiasme, høje faglige niveau og gode lederegenskaber samt hans ordentlighed, der i høj grad matcher Ovethis værdier, gør, at han er den rigtige til fortsat at optimere vores Grindsted-afdeling. Vi byder ham stort velkommen i stillingen og glæder os til at fortsætte det gode samarbejde.

Mathias Bachs udnævnelse som afdelingsleder markeres med et stort åbent hus-arrangement fredag den 26. august kl. 11-16, hvor alle er velkomne til en grillet pølse samt lidt koldt til ganen.

Der vil være masser af spændende oplevelser, blandt andet show- og udstillingsbiler, speedwaycykler og flotte lastvogne.

Læs også