Ovethi hyrer ny salgschef til landbrugssegmentet

Ovethi – Dansk Dæk Service har ansat Martin Kirkegaard som ny salgschef inden for salg af dæk og fælge til landbrugssegmentet. Han skal supplere det eksisterende salgsteam med blandt andet OEM-salg og udekørende salg.

På Martin Kirkegaards visitkort er arbejdsgiveren pr. 1. november skiftet ud. Her er han nemlig startet i en ny stilling hos Ovethi – Dansk Dæk Service som salgschef inden for salg af dæk, fælge og komplethjul til landbruget.

Som titlen indikerer, er han ikke et ubeskrevet blad i dækbranchen. Han kommer fra en lignende stilling hos Trelleborg Wheels TWS, hvor han de seneste knap 16 år har været ansvarlig for salg af dæk til blandt andet forhandlere som Ovethi samt til OEM-kunder.

Direkte kontakt til slutkunderne

Meningen er, at den nye salgschef skal ud at møde kunderne i hverdagen. Noget, han er positivt stemt over:

- I alle mine år hos Trelleborg har jeg arbejdet på producent-siden af dæksalget, fortæller Martin Kirkegaard. Han tilføjer:

- Med min nye stilling hos Ovethi får jeg nu mulighed for også at bevæge mig om på den anden side af bordet – med direkte kontakt til slutkunderne. Fra maskinhandlere og maskinstationer til landmænd. Dét glæder jeg mig rigtig meget til.

»Dækspecialist med stort D«

Og spørger man Palle Beiskjær, der er salgsdirektør hos Ovethi med ansvar for salg af dækløsninger til landbruget, har han stor tiltro til sin nye kollega:

- Martin er dækspecialist med stort D. Han er vant til at have med førstemonteringskunder og grossister at gøre, og det kræver, at man er virkelig godt hjemme i de produkter, man arbejder med, siger han og tilføjer:

- Han har i særlig grad specialiseret sig i dæk og fælge til landbrugssegmentet, og det glæder os derfor, at han nu kan supplere vores eksisterende salgsteam med besøg hos og servicering af kunderne i dette segment.

Får tilført »stærk, faglig kapital«

Palle Beiskjær ser det som en styrke for virksomheden, at Martin Kirkegaard nu indgår i teamet:

- Med Martin ombord har Ovethi fået tilført stærk, faglig kapital, der betyder, at vores kunder har endnu en særdeles kompetent sparringspartner at rådføre sig med, når de skal vælge dækløsninger til deres landbrugsmaskiner. Desuden er Martin ekstremt godt klædt på til at tage sig af OEM-kunder og grossister, siger salgsdirektøren.

- Det er derfor herligt for både os og kunderne, at Martin nu er en del af Team Ovethi, tilføjer han.

Læs også