Iværksætter vil forbinde lokale landbrug med danskerne

30-årige Dines Obel havde i mange år undret sig over, hvorfor man ikke var bedre til at anvende lokale producenter af frugt og grønt i Danmark. Derfor sprang han sidste år ud med onlinemarkedspladsen Raavare.com, der forbinder lokale landbrugsproducenter sammen med lokale modtagere inden for 24 timer efter plukning og inden for max 100 kilometer.

Lokale råvarer.

Det er en af de helt store slagord inden for moderne, bæredygtig madkultur, der har fået medvind over de seneste år. Ikke nok med at det er bedre for klimaet i form af færre kilometers transport og mindre madspild, men det er også med til at sikre de lokale producenters forretning.

Alligevel halter det med gennemsigtighed og udvalg, når det kommer til udvalget i en lang række butikker, og hvor forståelsen af, hvad der er lokalt, og dermed bæredygtigt, kan svinge en del.

Det forsøger 30-årige Dines Obel imidlertid at bekæmpe med handelsplatformen Raavare.com. Herfra kan privatpersoner såvel som caféer og restauranter nemt og enkelt købe friskt frugt og grønt fra ultralokale landmænd.

Dines Obel, der er stifter og adm. direktør i Raavare.com mener, at man løser en problemstilling mellem landmænd og slutbruger, ved at man eliminerer landmandens skæve leveringsmuligheder, samler leveringerne og skaber overblik over produktsortiment.

- Vi vil være en markedsplads, hvor vi klarer alt det tekniske, men hvor landmanden selv styrer sin såkaldte »store-front«, mens vi står for IT-platformen og logistikløsningen. Den store værdiskabelse er netop, at vi kan fungere som en moderne mælkemand, hvor vi kører rundt til vores landmænd, henter det hele, pakker det ned og leverer til slutbrugeren – alt sammen inden for 24 timer, efter en råvare er plukket, forklarer han.

»Truly local«

Hos Raavare.com har man en klar værdi om, hvad det egentlig betyder at servicere den lokale fødevareproduktion.

På hjemmesiden står der blandt andet:

- Vi forstår vigtigheden og glæden ved friske lokale fødevarer. Vi forstår betydningen af den moderne fødevareindustri for vores klima og natur. Derfor hædrer vi de lokale danske landbrug, der er verdensmestre i kvalitet, dyrevelfærd og bæredygtighed.

Som led i hædringen af lokale råvarer har man fra virksomhedens side valgt at levere i København og omegn til at starte med. Og det er her, at man forsøger at differentiere sig fra andre lignende virksomheder i branchen.

- Vi er som et par andre virksomheder også leverandører direkte fra landmanden. Men hos nogle af vores konkurrenter i branchen leverer man eksempelvis direkte fra farme i udlandet langt væk fra Danmark. Forskellen kommer i den store difference i kilometer, hvor vi er »truly local – straight from the farm« inden for 100 km. Herfra kan vi sikre friskheden i en langt større grad, og fødevarerne ender ikke med at strande i varme sættevogne eller en terminal, mens smag og kvalitet forringes hver time, forklarer Dines Obel.

Fælles for de udvalgte producenter, der sælger på handelsplatformen, er økologi og enestående produktkvalitet kriterier, og hvor 14 brands i øjeblikket pryder udvalget.

Far som inspiration

Bag ideen til Raavare.com finder man et ønske om at hjælpe den lokale producent, der har en meget snæver profitmargin, begrænset adgang til slutkunden, og hvor det ofte er en kamp for overlevelse.

Den problemstilling blev Dines Obel allerede præsenteret for i en tidlig alder, da han havde en far, der på mange måder var lokalmand. Foruden sit arbejde som tandlæge i Lejre, hvor familien boede, var han også hobbybiavler og havde kammerater, hvor man oplevede, at det ofte var svært at afsætte honningen til slutkunden. Og skulle honningcentralen hente honningen, kunne man kun se frem til halvanden kroner for en liter. Det er grundlæggende den type problemstilling, Raavare.com vil løse, og ikke kun for biavlere, men for hele landbruget.

Og selvom Dines Obel er uddannet maskiningeniør og senere industriel økonom, kan han trække tråde tilbage til sin familie som inspiration til at gå sin egen vej.

- I første omgang har jeg altid haft lysten til at starte noget selv. Jeg tror meget af det kommer fra min far, som var lidt en entreprenørånd i forhold til også at involvere lokallivet på alle mulige måder. Det at se ham involvere sig så meget i lokalsamfundet var måske på mange måder det frø, der blev plantet i mig der, fortæller han.

Tanken om de lokale producenters og hans fars engagement kørte efterfølgende i baghovedet hos Dines Obel, der mødte problemstillingen flere gange – både under arbejde med Coop i Norge og i konsulentarbejde for blandt andet DLG.

Og det blev startskuddet til et karriereskift for den unge iværksætter.

- Jeg så for tredje gang i mit liv set, vi har mange små producenter, som laver virkelig gode råvarer, men som kæmper for overlevelse, så hvordan får vi dem ud på markedet? Så det handlede om, at jeg blev ved med at blive banket i hovedet med den samme problemstilling, indtil jeg havde fået nok, siger Dines Obel.

Mærket af landbruget

Dines Obels forståelse og interesse for landbruget skal findes helt tilbage i hans unge dage.

Foruden sin fars hobbybiavl var en af Dines Obels første jobs hos landmanden Hans Kongsgaard. Herigennem fik han både kørt korn bag rettet på en traktor og plukket sin »fair share« af flyvehavre på de mange marker.

- Vi plukkede nok flere hundrede poser flyvehavre og kørte kornet mellem Gammel Lejre til foderstofcentralen i Gadstrup, opmagasinerede korn på hans gård, kalkede vægge, pløjede klokken lort om natten osv. Så jeg har haft min »hands-on erfaring« med landbruget, griner Raavare.com-direktøren.

Derudover fortæller han, at han under sin opvækst i Lejre havde sine bedste venner fra landbrugsfamilier, og sommerhøjdepunktet var altid at skulle på Roskilde Dyrskue.

Så landbruget har du måske altid holdt lidt øje med siden dengang?

- Ja i nogle perioder, tror jeg, det har foregået lidt ubevidst, og andre mere bevidst. Netop nu med Raavare.com er det meget bevidst og målrettet.

En ny type kunde

En af de landmænd, der tilbage i sommeren 2021 tog kontakt til Dines Obel i forbindelse med opstarten af platformen, var brødrene Søren og Jens Thorsen fra Ventegodtgård ved Lille Skensved nær Køge.

Her opdagede man, hvad Dines Obel var ved at sætte i gang og fandt konceptet interessant.

Ifølge Jens Thorsen har det været en god oplevelse med klare fordele.

- Det fungerer godt. Vi leverer jo i forvejen til København, men det her er måske en anden typekunde, da jeg har indtrykket af, at det mest er private, siger han og fortsætter:

- Der er en synergi i det, da vi også har andre leveringsformer. Men når Dines gør opmærksom på os med annoncering på hans hjemmeside, så er der også andre, der ser os – andre potentielle kunder. Det er lidt en ny måde at gøre tingene på, og det giver opmærksomhed at gøre det lidt anderledes.

Særligt er man hos Ventegodtgård tilfreds med den måde afhentning foregår på, så man ikke skal tænke over den del af ligningen.

- Samlet set synes vi, at Dines er en af dem, der er gode til at få sådan nogle som os til at »shine« lidt mere. Det har måske også noget at gøre med kundesegmentet, der ligger i København, hvor tingene sker, tilføjer Jens Thorsen.

Hos Ventegodtgård kigger brødreparret nu mod muligheden for at udvide sit sortiment på Raavare.com efter et i deres øjne succesfuldt år på platformen.

Har ikke travlt med ekspansion

I Raavare.com er man ifølge direktøren kun tre personer, og handelsplatformen åbnede for køb og salg i september 2021.

Og selvom det er et klart ønske og målsætning, at man i 2024 har udvidet sin service til tre af de store danske byer, skal der ikke trykkes for hårdt på speederen i forhold til skalering.

- Vi vil ikke begå den fejl at skalere for hurtigt og lave det store promoveringsarbejde. Der er mange, der knækker nakken på den proces nemlig, og her bliver man nødt til at lære af dem, der har forsøgt før en selv, siger Dines Obel og fortsætter:

- Vores filosofi er lidt, at man er nødt til at være lidt »lean« og »scrappy« på en måde. Hellere lave et mere perfektioneret koncept og gøre det ordentligt, så man ikke har kunder, der skal lide under, at det går lidt for stærkt.

Direktøren tror fuldt på, at hvis man holder sin startup »lean« og ikke skalerer for hurtigt, men prøver at bygge en forretning med fokus på et produkt og glade kunder, så skal det nok fungere.

- Du har tabt, hvis du får investorer til at presse på at skalere en ellers sund forretning for hurtigt, løber tør for penge og ikke kan finde ny »funding«. »Business angels« er ikke altid vejen frem, fortæller Dines Obel.

Foruden offentlige fonde som SMV Grøn og Innovationsfonden, hvor man er i proces ved sidstnævnte, har han selv smidt en del egenkapital i virksomheden.

Næste skridt

For teamet bag Raavare.com går man som nævnt velovervejet og målrettet fremad. I regnskabsåret 22/23 er der også sat en realistisk, men ifølge Dines Obel konservativ, målsætning om mindst at fordoble antallet af producenter på handelsplatformen.

Derudover skal udvikling af handelsplatformen til en mere fri markedsplads, hvor producenterne er mere selvstændige, også være på plads.

- Opgaven er at få lavet en platform, der er meget automatiseret, det er den store ting. Og så er der også en opgave med at få endnu flere kunder og virkelig få uddannet et marked på, hvor godt dansk landbrug er at få brandet det danske landbrug på landmændenes vegne, påpeger direktøren.

Håbet er også, at flere prominente københavnske restauranter og caféer kom med som kunder og kan være med til at validere virksomheden. Men som det ser ud nu, så er forretningen på rette spor, og der er ikke brug for udefrakommende investorer på nuværende tidspunkt.

Her til sidst, hvorfor skulle en landmand vælge at sælge gennem jeres platform?

- Det er »risk-free«. De kan afsætte deres varer til en langt højere pris, end de kan til de forskellige kæder og distributører, da vi ingen mellemmænd har – vi hjælper dem bare med at sælge og står for al logistik. Og vi har de her meget strenge krav til, hvem vi kan have med på platformen, så de bliver sat i led med nogle af Danmarks bedste producenter og stiller dem dermed i godt lys. Hvis man som brand kommer med på Raavare.com, så er det fordi, vi har vurderet, at man er blandt nogle af de allerbedste – sagt lidt firkantet.

Læs også