DLF USA (inc.) har mandag underskrevet en aftale vedrørende køb af Deer Creek Seed.
DLF udvider nu indsatsen på det nordamerikanske marked, efter det amerikanske datterselskab DLF USA har underskrevet en købsaftale af selskabet Deer Creek Seed.
Deer Creek Seed er en distributionsvirksomhed beliggende i Wisconsin, USA med fokus på foder- og plænegræsfrø. Selskabet markedsfører endvidere efterafgrøder, vildtafgrøder, blomsterfrø mv. Omsætningen udgør cirka 15 millioner dollar (112 millioner kroner) og der er 37 medarbejdere.
DLF ejer allerede La Crosse Seed, som ligeledes er en distributionsvirksomhed i Wisconsin. Wisconsin og områderne omkring de store søer står for en betydelig andel af den amerikanske mælkeproduktion og er i vid udstrækning græsmarksbaseret. Derfor er distributionskraft i bl.a. Wisconsin af stor strategisk betydning for DLF’s afsætning af foderfrø, oplyser den nye topchef, Søren Halbye, i den danske frøkoncern.
- Jeg er glad for, at vi med overtagelsen af Deer Creek styrker vores markedsadgang i et for os ret vigtigt hjørne af Nordamerika for salg af foderfrø til mælkeproducenter, siger Søren Halbye.
- Det ligger helt i tråd med vores strategi i Nordamerika, og vores mål om fremadrettet integration i værdikæden hvorved vi rykker tættere på slutbrugerne. Vi ser flere muligheder for at deltage i en fortsat konsolidering af den nordamerikanske foder- og plænefrøsektor, som stadig er relativ fragmenteret sammenlignet med eksempelvis Europa.
Ny direktør vil holde gaspedalen i bund hos DLF
Ifølge DLF vil man kunne en høste en række synergier gennem sammenlægning af afdelinger og strømline bagvedliggende funktioner som forsyningskæden, hvor Deer Creek Seed vil source frø gennem DLF. Deer Creek Seed vil fortsætte som selvstændigt brand og dermed komplementere La Crosse Seed-brandet i distributionsmarkedet.
Deer Creek Seed har desuden en vedudviklet webshop.