På Aarhus Havn rundede godsomsætningen ved udgangen af november 10,1 millioner ton og overstiger dermed godsomsætningen for hele sidste år, som var havnens bedste i de seneste otte år.
Der er rigtig travlt på Aarhus Havn. Der har været fremgang på alle forretningsområder igennem hele året. Med det seneste skib, der er anløbet havnen, overstiger mængden af gods over kaj allerede ved udgangen af november godsomsætningen for hele 2021. Dermed er det ottende år i træk, at godsmængden på Aarhus Havn stiger.