Medie: Danish Crowns krise er dybere end ventet

Danish Crown har kurs mod et usædvanligt lavt overskud og dermed en lavere restbetaling til andelshaverne, skriver Finans.

Danish Crowns konkurrenceevne er endnu svagere end hidtil antaget, og slagterikoncernen har udsigt til et usædvanligt lavt overskud. Det skriver Finans på baggrund af en orientering fra koncernens ledelse til andelshaverne, som mediet er kommet i besiddelse af.

- Heri fremgår det, at Danish Crown »har fulgt en stram noteringspolitik og udbetalt en høj andel af indtjeningen løbende for at holde afregningen så høj som muligt. Det vil få indflydelse på beløbet til rådighed for restbetaling ved årets slutning afhængig af den valgte disponering«, skriver Finans.

Typisk får Danish Crown ifølge mediet et årligt overskud i niveauet 2,2 milliarder kroner, hvoraf omkring 1,6 milliarder kroner udbetales som restbetaling til andelshaverne.

Nye forudsætninger

Ifølge Finans’ beregninger har Danish Crown i store dele af 2023 afregnet hvert kilo svinekød 3 kroner lavere end de konkurrenter, som det danske slagteriselskab måler sig imod. I de første 11 måneder af regnskabsåret er efterslæbet 2,05 kroner.

- Alle disse beregninger har imidlertid indregnet en antagelse om, at Danish Crowns indtjening ville indeholde et overskud og restbetaling på niveau med de seneste år. Som Finans nu kan afsløre, bliver det ikke tilfældet, skriver mediet, der i flere artikler har afdækket, at Danish Crowns konkurrenceevne siden begyndelsen af 2022 har været i frit fald og i år har nået det laveste niveau nogensinde.

Jeppe Bloch Nielsen, der er formand i Landsforeningen af Danske Svineproducenter, betegner over for mediet afsløringen som »dybt, dybt bekymrende«.

Danish Crown ønsker ifølge Finans ikke at uddybe, hvorfor koncernen i dette regnskabsår, der udløber den 30. september, har valgt løbende at udbetale en større del af indtjeningen end normalt.

- Det vil få indflydelse på beløbet til rådighed for restbetaling ved årets slutning afhængig af den valgte disponering

Danish Crown i brev til andelshaveren - ifølge Finans

Læs også