Luften er gået af den danske biogas’ vækstballon

Den danske biogasproduktion satte i 2023 historiske rekorder med en produktion på 720 millioner kubikmeter opgraderet biogas, der blev distribueret via gasnettet. Det er næsten 100 millioner kubikmeter mere end i 2022.

2023 blev i øvrigt et år, hvor man opnåede flere milepæle i den danske biogasproduktion, heriblandt begyndelsen til de to første danske biogasanlæg, der skal producere flydende biogas, som leveres til tunge gasdrevne lastbiler i transportsektoren.

Rekordproduktionen i 2023 var imidlertid baseret på de nye biogasanlæg, der blev sat i drift i 2022 under den nu lukkede støtteordning, og politisk aftalte nye støtteudbud er blevet udsat igen og igen.

- Desværre måtte vi derfor også konstatere, at vi for første gang i adskillige år oplevede, at der hverken blev idriftsat nye biogasanlæg eller taget spadestik til nye anlæg i 2023. Så det blev også året, hvor væksten foreløbig stoppede, konstaterer Henrik Høegh, formand for Biogas Danmark, i en pressemeddelelse.

Branchevirksomheden mener desuden, at der er brug for forbedrede rammevilkår for, at der igen for alvor kan komme gang i væksten i den danske biogasproduktion.

- Danmark har fortsat et stort potentiale for at øge biogasproduktionen, og Energistyrelsen forventer, at biogas kan dække hele det danske gasforbrug inden 2030. Hvis det skal ske, er det nødvendigt med flere tiltag. Vi har foreslået en række initiativer, der igen kan sætte gang i biogasproduktionen, og vi håber, at vores forslag bliver taget op i den kommende tids forhandlinger om blandt andet 2025-klimamålet og den grønne skattereform for industrien, tilføjer han.

Læs også