Gråkjær vinder ordre på 33.000 kvm stor svineproduktion til trecifret millionbeløb

Fra venstre; Christoffer Fuglbjerg, projektchef ved Gråkjær, Jesper Knak, projektkonsulent, Mattias Espert, investor, Stora Markie Gods, og Patrik Viktorsson, inspektør, Stora Markie Gods.

Landbrugsentreprenøren Gråkjær skal opføre et 33.000 kvadratmeter stort anlæg til griseproduktion til Stora Markie Gods i Sverige. Det storstilede projekt rammer et trecifret millionbeløb og bliver dermed den største landbrugsordre i virksomhedens historie. Det skriver selskabet i en pressemeddelelse.

- Det er en historisk ordre for Gråkjær, og vi er utroligt stolte af, at Stora Markie Gods har valgt os som totalentreprenør til dette visionære byggeri. Vi har opbygget en stærk position inden for landbrugssektoren, og vores viden og ekspertise er efterspurgt, også i Sverige, hvor vi har vundet og afleveret flere projekter. Projektet taler derfor direkte ind i vores kernekompetencer, og vi ser frem til at skulle opføre et innovativt og moderne full line-anlæg, der samler alle produktionsled fra jord til bord på ét sted, udtaler adm. direktør hos Gråkjær, Henrik Skaarup.

Det nye anlæg kommer til at strække sig over 5 hektar landbrugsjord og vil producere over 50.000 slagtesvin årligt i full line-produktion. Anlægget skal dække alle faser i griseproduktionen fra sohold til slagtegrisestald. Det får desuden sin egen foderproduktion, der vil gøre landbruget selvforsynende.

- Vi ønsker at drive en moderne og effektiv griseproduktion, der ligger i front, både hvad angår indtjening, effektivitet og miljø. Kombinationen af stalde og foderfabrik betyder, at alle processer er samlet ét sted, og det vil skabe synergier og optimere vores produktionsforløb. Jeg ser frem til at bygge videre på det stærke samarbejde, vi har haft med Gråkjær gennem projekteringen, fortæller Patrik Viktorsson, inspektør Stora Markie Gods.

Mindre lugt og ammoniak

Mattias Espert, der er medinvestor på byggeriet, har tidligere samarbejdet med Gråkjær, og han er ikke i tvivl om, at den erfarne totalentreprenør kommer til at gøre en forskel for kvaliteten af det færdige byggeri:

- Gråkjærs viden og ekspertise i at bygge effektive staldbyggerier, der tager hensyn til både dyr og mennesker, har været afgørende for os. Vi kommer til at integrere effektive miljøløsninger, der vil forbedre både arbejdsklimaet og dyrevelfærden i staldene samt miljøpåvirkningen.

For at minimere lugtgenerne for nærområdet vil der blive etableret effektive luftrensningssystemer i staldanlægget, der både renser luften for ammoniak og lugt. Anlægget reducerer lugtemissionen med 39 procent og fordampningen af ammoniak med 55 procent i forhold til normen. Derudover vil gyllekøling også bidrage til en reduktion af ammoniakfordampningen, samtidigt med at varmen, der udvindes fra gyllen, vil blive genanvendt til opvarmning af staldene via rum- og gulvvarme.

Byggeriet forventes påbegyndt forår 2024 og afsluttet i foråret 2026.

Læs også