Dakofo-formand: Vi risikerer en afgiftsmodel uden udledningsreduktioner

Dakofos formand, Kristian Hundebøll, advarer mod et ensidigt fokus på dansk landbrugsudledninger. Man skal have blik for de globale værdikæder, lyder det.

Dakofo har også kastet sig ind i debatten om CO2-afgifter på landbruget i forbindelse med Svarer-udvalgets fremlæggelse i februar. Brancheorganisationen mener, at fokusset er for ensidigt på de danske udledninger, skriver man i en pressemeddelelse.

- Det er helt entydigt Dakofos holdning, at når vi taler om fremtiden for dansk fødevareproduktion, så er vi også nødt til at tale om det internationale perspektiv og behovet for fødevarer i fremtiden. Vi mener derfor, at det snævre fokus på de direkte udledninger ved produktion i Danmark, i Svarer-udvalgets anbefalinger, ikke kan stå alene. Det betyder, at der også skal tages højde for de globale værdikæder, udtaler Kristian Hundebøll, bestyrelsesformand i Dakofo, og fortsætter:

- Vi risikerer, at der indføres en afgiftsmodel, som ikke reducerer de samlede globale udledninger – og som ikke giver virksomheder de incitamenter, vi har brug for til at understøtte den grønne omstilling, siger han.

Langt de fleste steder i industrien, samt inden for landbrugets selskaber, har selskaber bundet sig til at reducere sine udledninger på langs af hele værdikæden, altså fra jord til bord. Dette gøres f.eks. igennem Science Based Targets, hvor fokus lige præcis er en videnskabelig tilgang til at reducere klimapåvirkningen i hele værdikæden.

- Det giver mening, det skaber incitamenter, og vigtigst af alt så giver det mulighed for at anvende indsatser, der giver varige globale reduktioner, i modsætning til tiltag, der alene reducerer danske emissioner. Uden en global tilgang mister vi vigtige værktøjer i vores værktøjskasse. Vores branche er klar til at understøtte denne rejse – med løsninger, produktudvikling, handel og afsætning, siger Asbjørn Børsting, adm. direktør i Dakofo.

Læs også