Byggerådgivere:: Gør livet surt for rotterne

Ifølge Byggeri & Teknik er der en række tiltag, som kan benyttes for at reducere indvandringen af rotter på ejendommen, selvom der ikke foreligger en autorisation til bekæmpelse med bekæmpelsesmidler.

På et autorisationskursus i rottebekæmpelse, afholdt i februar 2020, kom der mange gode råd omkring hvad man kan- og bør gøre for at holde rotterne borte fra sin ejendom, og hvordan man kan bekæmpe dem, uden brug af rottegifte. Det meddeler Byggeri & Teknik i Herning på deres hjemmeside, hvor de giver de gode råd videre.

For at rotter kan leve samt formere sig, skal de have adgang til foder samt have et uforstyrret sted at etablere bo – begge dele finder de ofte på et landbrug.

Ifølge Byggeri & Teknik, skal rotter bekæmpes, så snart de viser sig. Ved rotteangreb har man pligt til at melde dette til sin kommune, sådan de kan beslutte om de vil bistå dig med at bekæmpe dem, eller om de vi henvise til at kontakte et privat skadedyrsfirma.

- Rotter er dyr, som primært er aktive om natten. De bevæger sig helst beskyttet i landskabet, det vil sige de bevæger sig langs mure, under højt græs, trærødder og andre ting, som yder dem beskyttelse. Har man bygninger, hvor der gror græs, buske og træer helt ind langs væggen, kan rotterne på enkel vis bevæge sig langs bygningen, frem til de steder, hvor der er huller, de kan bruge til at kravle ind i bygningen.

 

Mindsk indvandringen til bygningerne

Det anbefales at fjerne bevoksningerne omkring bygningerne, og planer jorden. Bygningerne bør holdes fri for bevoksning, gerne i 6-8 meters afstand. Så græs og hold det kortklippet, eller endnu bedre: læg et lag singels ud i et bælte på 1,5 til 2 meters bredde, fra soklen og ud.

Det gælder også om at tætne alle huller ind i bygningen udefra, særligt langs jorden, og sørg for at porte og døre er tætte, når de er lukkede.

Tagnedløb skal desuden kobles sammen med nedløbsbrønde, sådan rotter hverken kan kravle op i tagrenden eller ned i afløbssystemet.

 

Forebyggelse i bygninger

Inde i bygningerne bør rotternes adgang til føde fjernes, hvor dette er muligt. På bedrifter med eget male-blandeanlæg ligger der nogle steder frit tilgængeligt foder på gulvet, for eksempel fra utætheder på male-blandeanlægget.

Det gælder om at reducere rotternes muligheder for at etablere bo. Huller i gulve og vægge lukkes og tætnes, og ophobet flydelag i gyllekanaler fjernes.

Selv om man ikke har autorisation til at bekæmpe rotter med kemiske bekæmpelsesmidler (rottegifte), så er det tilladt at bekæmpe totter med andre tiltag, som: Mekaniske fælder (smækfælder), automatiske fælder og kassefælder til levende fangst.

Desuden kan det være en fordel at holde hund på gården, til bekæmpelse af rotterne.

Byggeri & Teknik minder i øvrigt om, at aflivning af rotter skal ske uden unødvendig lidelse og ikke må foretages hverken ved drukning eller ved gasning.

Læs også