Landbrugsministeren vil gerne selv erstatte brakkrav med brakstøtte, men vil først drøfte med forligskredsen, hvad der skal ske med brak i Danmark.
Landbrugsminister Jakob Jensen vil gerne bytte brakkravet ud med en støtteordning, der giver støtte for at braklægge ligesom Europa-Kommisionens netop vedtagende forslag ligger op til. Men det står fortsat uklart om forligskredsen muligvis kan spænde ben for dette.
I hvert fald tyder det på, at de danske landmænd skal afvente drøftelser i forligskredsen bag aftalen om landbrugsstøtten i Danmark, før de ved, hvordan reglerne for brak kommer til at se ud i 2025.
- Braklægningskravet vil som udgangspunkt ophøre i hele EU med dette forslag. I erkendelse af, at det er vigtigt at fastholde et grønt fokus, har Kommissionen foreslået, at alle medlemsstaterne forpligtes til at etablere en frivillig støtteordning, der fremmer braklægning. Jeg mener, det er en afbalanceret tilgang, lyder det i et mailsvar fra ministeren til Effektivt Landbrug.
Skal i forligskredsen
Men han anerkender, at der skal findes en løsning i samarbejde med den brede forligskreds, der blandt andet tæller Det Radikale Venstre, SF og Enhedslisten. Disse tre partier har tidligere blokeret for at dispensere fra kravet om fire procents brak, da de ikke ville lave om i den danske aftale.
- Vi selvfølgelig til at drøfte grundigt i regeringen og med forligskredsen, hvilke muligheder de nye mere fleksible regler giver. Det er helt centralt, at vi ikke kommer til at gå på kompromis med de miljø- og klimamålsætninger, vi har i landbrugsaftalen, lyder det videre fra ministeren.
Overblik: Sådan ændres landbrugsstøtten
Effektiv Landbrug har spurgt i Fødevareministeriet, om det er muligt at videreføre brakkravet i Danamrk, hvis forligskredsen fortsat vil stå fast på den aftale, de lavede i 2021. Men det kan ministeriet endnu ikke svare på, lyder det fra ministeriets presseafdeling.