Dennis driver slot med 385 livstræer på Fyn: - Vi går op i natur og biodiversitet

Det fynske slot og gods Holckenhavn har tænkt bæredygtighed ind i alle dele af driften. Derfor er en stor del af skoven henlagt som urørt skov og biodiversitetsskov. 385 såkaldte livstræer får derfor lov at stå til de må falde for tidens bid - til gavn for dyr og mennesker.

Gamle træer får lov at henfalde naturligt til gavn for svampe, insekter og dyr. Foto: Louis Andreas Michaelsen Holckhavn Slot kan dateres til 1579 under navnet Ulfeldtsholm. I dag ejes slottet af Christina og Dennis Hou Holck. Foto: Louis Andreas Michaelsen

Lidt syd for Nyborg helt ud til Storebælt ligger slottet og godset Holckhavn. Her på den østlige del af Fyn skråner græsgrønne bakker sig ned mod en lille landsby med små huse, der ligger så smukt, hvor vejen slår en bugt. Egnen omkring slottet er akkurat lige betagende, som man forestiller Fyn skal være.

Det er er noget at passe på

- Vi går op i natur og biodiversitet her på slottet. Så derfor er noget af skoven urørt, siger Dennis Hou Holck, der sammen med hustruen Christina overtog slot og gods af hendes familie i 2000.

Til slottet hører omkring 900 hektar jord, heraf er 450 hektar agerjord bortforpagtet og drives økologisk.

Ekstensiv skovdrift

Skoven udgør cirka 380 hektar med primært hjemmehørende løvtræer.

- Vi besluttede for seks år siden at gå over til mere ekstensiv skovdrift, så det var naturligt at søge EU-tilskuddet biodiversitetsskov. Før den tid kunne et træ ikke nå at ramme jorden, før vi ryddede op. Det skulle se pænt ud. I dag har vi et andet mindset, og væltede træer ses ikke længere som rod, forklarer Dennis Hou Holck.

I alt er 11 hektar skov nu urørt skov, 132 hektar er biodiversitetsskov og resten drives skånsomt. Alle skove på slottet er PEFC-miljøcertificeret, hvilket garanterer en bæredygtig drift.

- Så skoven er dokumenteret bæredygtig og på den måde en del af den tanke, der er bag slottet, siger Dennis Hou Holck.

Gæster på tur i jagtvognen

Optil et par gange om ugen kører slotsejeren på tur med jagtvognen med nogle af de mange gæster, der besøger stedet:

- Gæsterne lytter, når jeg fortæller om bæredygtighed og økologi, og de er glade for ved selvsyn at se den måde området drives på. Der er sammenhæng i bæredygtigheden hele vejen rundt. Vi begyndte på det her, længe før det blev almindeligt at snakke om økologi og bæredygtighed. Sådan vil vi gøre det.

Udendørsaktiviteter i det grønne er en stor del af Holckhavn Slot og sågar bueskydning er en mulighed for outdoor-folket.

God jagt

Selvom man ikke kan komme på jagt med bue og pil, så er jagt på mark og i skoven en del af det at drive et gods.

- På godset er store arealer udlagt til jagt. Folk udefra kan leje sig ind på dagsjagter, så jagt er en naturlig og bæredygtig del af driften, siger Dennis Hou Holck.

Og den skånsomme skovdrift øger naturligvis mængden af vildt.

CO2-neutral

Med den ekstensive skovdrift bidrager skoven desuden til at reducere klimaaftrykket fra godsets øvrige aktiviteter.

- Faktisk så optog vores skove, hvad der svarer til 99,45 procent af vores samlede CO2-udledning i 2021. Så skovene betyder rigtig meget for godset og driften, forklarer Dennis Hou Holck.

Holckenhavn Slot

Slottet Holckenhavn ligger syd for Nyborg ud mod Holckenhavn Fjord og kan dateres helt tilbage til 1579. Dengang hed det Ulfeldtsholm. I 1672 kom det i slægten Holcks eje og ejes i dag af Christina og Dennis Hou Holck.

Det smukke og romantiske slot drives i dag med konferencer, bryllupper, store fester, restaurant og slotsophold.

Til godset hører omkring 900 hektar. 450 hektar er ager, der er udlejet til økologisk drift.

380 hektar er skov, der drives skånsomt. Jagtudlejning og outdooraktiviteter er en vigtig del af godsets drift. Økologi og bæredygtighed er vigtige elementer, og slottet forventes at være helt CO2-neutral i 2026.

Følg EU-reformen her i avisen

EU får en ny fælles landbrugspolitik, Common Agricultural Policy (CAP). Den nuværende CAP er udløbet til nytår, og det betyder at et helt nyt sæt regler for, hvordan man får landbrugsstøtte, er trådt i kraft 1, januar 2023. Her i avisen følger vi implementeringen af de mange nye tiltag, regler og støttemuligheder, der følger med den nye CAP.

Hver uge vil vi beskrive, hvordan CAP-reformen rammer de danske landmænd, hvilke positive og negative konsekvenser ændringerne får for dansk landbrug, og vi vil følge med i, om de nye regler bliver implementeret efter hensigten.

Læs også