Sjællandsk landmand: - Sydpå håndterer man jo EU-reglerne noget mildere

Da EU på et tidspunkt meddelte medlemslandene, at nu behøvede de ikke længere at opretholde kravet om fire procents brak, var reaktionen mildest talt forskellig.

Næsten samtlige nationer i den europæiske union forstod et vink med en vognstang og besluttede at droppe brakkravet med tanke på den livsvigtige fødevareproduktion. Mens blot Danmark og Malta fastholdt restriktionen overfor egne landmænd.

- Og selvfølgelig valgte Danmark da at holde fast i de fire procents brak. Det kan jo næsten ikke komme bag på nogen. Men det viser godt nok, at selv om vi er i EU – hvilket jeg i øvrigt er en stor tilhænger af – så vil det være synd at sige, at fødevareproducenterne udover kontinentet arbejder ud fra de samme retningslinjer, siger Mikael Andersen, indehaver af Asbjerggaard lidt syd for Slagelse.

- Det burde jo være sådan, at vi europæere konkurrerede på lige vilkår og ud fra de samme regler. Som det er nu, kæmper vi så at sige med hinandens statskasser. Heroppe nordpå lader man ikke ligefrem tingene glide igennem så nemt som nede sydpå, hvor det hele håndteres noget mildere og til landmandens fordel, tilføjer han.

Oldefar byggede gården

Vi er på besøg på bedriften midt i et stråtækts-idyllisk og i øvrigt i dagens anledning solbeskinnet lokalsamfund på Vestsjælland. Mikael Andersen viser rundt på arealerne omkring hovedmatriklen på Falkensteenvej. Hvor han uden overdrivelse kan bruge betegnelsen slægtsgård, selv om han faktisk overtog virksomheden ved fri handel tilbage i 1994.

- Den oprindelige gård blev bygget af min oldefar og var i min families eje helt frem til 1987, hvor den blev solgt ud. Jeg er kommet her som barn, da min morfars bror ejede bedriften. Og siden blev min oldefars værk altså mit, fastslår Mikael Andersen.

Mest jord i Dalmose

Ved overtagelsen for godt og vel 30 år siden bestod det lokale landbrug af 130 søer samt marker, der spredte sig over 72 hektar. I dag indbefatter Mette og Mikael Andersens ejendom ikke færre end 420 søer med en årlig produktion på mellem 15.000 og 16.000 slagtesvin samt 640 hektar jord med korn til foder plus græsfrø, raps, spinat og ærter. Hovedparten af ægteparret Andersens jord befinder sig en halv snes kilometer væk i Dalmose.

- Vi har overtaget såvel mine forældres gård som min onkels bedrift samt det løse, der var oplagt at købe op. Både slagtesvinene og kornopbevaringen er også i Dalmose, fortæller Mikael Andersen.

Der er tale om pløjefri marker, forklarer landmanden:

- Dermed høster vi det samme men med mindre indsats. Lerbakkerne her på egnen er simpelthen nemmere at have med at gøre, lyder det om det pløjefri koncept.

Fra kål til græsfrø

Tidligere var lokalområdet meget præget af specialafgrøder såsom kål, hvorimod græsfrø i dag udgør egnens mærkevare.

- Klimaet her er meget mildt med en hel del mindre nedbør end det, man ser så mange andre steder i landet. Det gør, at vi meget ofte har nemt ved at så og høste til tiden, siger Mikael Andersen – som tog hybridspinatfrø ind sidste år og regner med fortsat at satse på denne afgrøde.

- Nogen kalder det godt nok for noget af en lottoafgrøde, men vi håber på, at det går godt, smiler han.

Hvem kan undvære sådan et beløb i regnskabet?

Tilbage til EU. Stod det til Mikael Andersen, var han i princippet helst støttesystemet foruden. Ordningen har imidlertid kapitaliseret sig, så den enkelte bondemand hænger på jordpriserne.

- Jeg kunne jo sagtens lade være med at søge hektarstøtte, men det er nemmere sagt end gjort bare at sige nej tak. For vores vedkommende er det omkring 1,2 millioner kroner årligt, og hvem har råd til at undvære sådan et beløb på bundlinjen, spørger han.

Uretfærdig straf

Det, der irriterer Mikael Andersen allermest ved EU-reglerne, er den såkaldte krydsoverensstemmelse. Den betyder, at en landmand med både svineproduktion og planteavl bliver trukket et stort procentbeløb i hektarstøtte, hvis der eksempelvis måtte være noget i vejen med én gris ud af adskillige tusind af slagsen.

- Hvis bare én af mine grise har et dårligt ben – og jeg ikke lige har været opmærksom på det, inden kontrollen kom på besøg, og grisen derfor ikke er kommet i sygestien i tide – så trækkes jeg pænt meget i min hektarstøtte. Og jeg straffes vel at mærke mere end ham, der har væsentligt mindre jord. Det svarer for mig at se til, at en BMW-ejer får en ti gange så stor fartbøde som en Renault-ejer, selv om de har kørt lige stærkt. Jeg undrer mig virkelig over, at straffen her ikke er afhængig af forseelsen men derimod af, hvor mange hektar jord man har. Det er – synes jeg – et godt eksempel på et af de mange specielle EU-krav, som erhvervet godt kunne undvære, som Mikael Andersen formulerer det.

Den sjællandske landmand er ligeledes irriteret over, at brakmarker forlanges omlagt med henvisning til EU’s regler. Ellers bliver de pågældende jorde til græsmarker og kan ikke dyrkes igen med EU-tilskud.

- Det er godt nok både tosset og bøvlet at skulle pløje en brakmark op på den måde, mener han.

Lang tid til pensionen

Ingen af Mettes og Mikaels tre voksne døtre Katrine, Nina og Charlotte kommer nogensinde til at overtage Asbjerggaard. Derfor ved landmandsparret, at bedriften igen forlader familiens eje, når hr. og fru Andersen engang må sælge gården for at gå på pension.

- Der er forhåbentlig også lang tid til, lyder det fra 57-årige Mikael Andersen.

- Vi bliver nemlig gamle i min familie, så jeg regner med at være planteavler rigtig mange år endnu. Om jeg så også fortsætter med grisene lige så længe, er nok mere usikkert. Jeg bliver jo nok ved, så længe det er sjovt, og så længe jeg tjener penge på det. Men det skal da ikke være nogen hemmelighed – selv om jeg også selv har et tillidshverv i regi af Danish Crown – at så skal noteringspriserne nok hæves lidt, mener han.