Et år inde i ny øko-ordning: - Det har været en god overgang

Bio-ordningen økologisk arealstøtte er et af de tiltag i CAP, der skal øge det økologiske areal. Ordningen er blevet forenklet og følger nu kalenderåret.

Kilde: lbst.dk

En af de konsulenter, der dagligt beskæftiger sig med CAP-reformens 2023-27 bio-ordninger, er Rasmus Vad Avlund, Velas.

- Sidste år var jo første år under den nye CAP, så nu har vi fået lidt erfaringer med økologisk arealstøtte, og jeg synes egentlig, at den er ok, mener økologirådgiver Rasmus Vad Avlund.

Tilskudsordningen økologisk arealstøtte er en etårig ordning, der har til formål at styrke biodiversitet, dyrevelfærd, miljø og klima ved at fastholde og udbygge det økologiske areal.

Bedriften, der søges på, skal være certificeret til økologisk jordbrug, eller der skal være ansøgt om certificering. Desuden skal man leve op til kravene for grundbetaling.

Tilskudspyramide

De økologiske tilskudsordninger er bygget op som en trinpyramide.

- For det første kan man få økologisk omlægningstøtte i to år på 1.600 pr. hektar. Det er ligesom fundamentet. Herefter kan man som økolog få sit basistillæg på 1.200 pr. hektar, men man skal huske, at man forpligter sig til maksimalt at give 107 kg/N pr. hektar, understreger Rasmus Vad Avlund.

Reducerer man yderligere kvælstof, så er der 650 kroner mere at hente pr. hektar.

Frugt- og bæravlere kan desuden få 4.000 kroner pr. hektar.

Tillid er godt, men…

Økologiordningerne er imidlertid ikke et tag-selv-bord.

- Økologer kontrolleres grundigt, og man skal jo også kunne stole på det. Det er derfor vigtigt, at der er styr på tingene, siger Rasmus Vad Avlund. Støttemodtagere skal desuden være opmærksomme på, at tilsagn og støtte til omlægning følger en femårig cyklus.

- Det har betydning, hvis man har fået støtte til et areal, som så efterfølgende lægges tilbage til konventionelt brug, så kan man komme til at betale pengene tilbage. Uanset, om det er en selv eller en forpagter, der lægger tilbage, forklarer Rasmus Vad Avlund, der opfordrer til, at man får en konsulent ind over i tvivlstilfælde.

Bøvl i overgangsfase

Tidligere gik ordningen desuden fra 1. september til 31. august, nu følger den kalenderåret. Det ekstra bøvl med flere ordninger er dog kun her i overgangsfasen.

- Det skal man lige have styr på som rådgiver, men ellers synes jeg, at det har været en god overgang uden de store problemer. Men man skal selvfølgelig være opmærksom på, at en landmand både kan have noget jord under den gamle ordning og noget under den nye, forklarer Rasmus Vad Avlund.

På lbst.dk under Tilskudsguide findes de enkelte ordninger nærmere beskrevet.

Følg EU-reformen her i avisen

EU får en ny fælles landbrugspolitik, Common Agricultural Policy (CAP). Den nuværende CAP er udløbet til nytår, og det betyder at et helt nyt sæt regler for, hvordan man får landbrugsstøtte, er trådt i kraft 1, januar 2023. Her i avisen følger vi implementeringen af de mange nye tiltag, regler og støttemuligheder, der følger med den nye CAP.

Hver uge vil vi beskrive, hvordan CAP-reformen rammer de danske landmænd, hvilke positive og negative konsekvenser ændringerne får for dansk landbrug, og vi vil følge med i, om de nye regler bliver implementeret efter hensigten.

Læs også