Læserbrevsskribenterne advarer om, at den forjættende tanke om at tilføre jorden biokul kan risikere at give bagslag i form af forurening med uønskede stoffer og et dårligt energiregnskab. I stedet bør man holde sig til naturlige, biologiske processer, mener de.
Af Knud Anker Iversen, formand DN Høje Tåstrup, og Niels Damsgaard Hansen, landmand og jordbrugsteknolog
Nu spidser det til med de igangsatte treparts-drøftelser om fremtidens vilkår for landbruget i vores land.
Alle – inklusive landmændene – er indstillet på, at landbruget naturligvis også skal bidrage til at dæmpe landbrugets udledninger af klimagasser. Spørgsmålet er blot hvordan og med hvilke konsekvenser på alle niveauer?
Mange byder ind, og det gør vi så også. Vores bud er »Drop de kostbare tekniske fix – lad naturen arbejde gratis«.
CO2-afgift koster ansatte i landdistrikterne deres job
Et konkret eksempel, der efter alt at dømme får en fremtrædende rolle i »landbrugets treparts-drøftelser« nemlig biokul.
Risici ved biokul
Umiddelbart lyder det forjættende at kunne fylde en masse små, sorte koks i jorden, hvor de holder på kulstoffet i 70-100 år som følge af langsom nedbrydning.
Der er bare mange, truende potentielle risici ved biokul koblet med et helt ukendt energiregnskab og store, logistiske udfordringer fra mark til biokullet fyldes i jorden.
I en ret ny Vidensyntese fra Aarhus Universitet påpeges således, at der kan være forskellige meget uønskede giftstoffer i biokul, som kan forurene dyrkningsjorden. Her vil man arbejde med grænseværdier – men kan vi være sikre på, at de holder? Der er jo gode grunde til, at for eksempel Arla Foods helt har forbudt sine landmænd at bruge slam på markerne, fordi det også indebærer en risiko for jordens sundhed.
Dårligt energiregnskab
Hertil kommer et stort råstofs- og energiforbrug. Biokullene fremstilles nemlig i en pyrolyse-proces, som er en iltfattig opvarmning til 5.000-9.000 celsius. Alene denne proces kræver mindst halvdelen af den energi, der er i halmen. Hertil kommer, at halmen skal presses, køres hjem og til pyrolyse-anlægget, hvorfra den skal bringes ud på markerne.
- Der foreligger pt. ingen livscyklus-analyse af biokul: »Er der et energi- og næringsregnskab, der giver overskud?«, vil vi gerne vide.
Knud Anker Iversen og Niels Damsgaard Hansen
Nogle danske forskere forestiller sig endda, at den skal lægges langt ned i jorden ved, at al overjorden først skal graves af! Forestil dig, hvor mange tons jord, der på den konto skal fjernes – og hvor ødelæggende det er for alle jordbundsorganismerne.
Der foreligger pt. ingen livscyklus-analyse af biokul: »Er der et energi- og næringsregnskab, der giver overskud?«, vil vi gerne vide.
Der bør derfor være almen forståelse for, at det næppe er halm, der bliver råmaterialet til fremstilling af biokul.
Svarer-rapportens anbefalinger er allerede forældede
Halmens biologiske værdi
Halm bør ved høsten i stedet findeles og spredes ud på jorden som mad og skjul for de milliarder af levende organismer, der skal være i en sund jord.
Halm sikrer for eksempel føden til de yderst vigtige regnorme. Dem er der desværre ikke mange af og slet ikke de dybdeborende af slagsen på pløjet marker. Det er der til gengæld på marker dyrket efter principperne i Regenerative eller Conservation Agriculture, hvor de er ekstremt vigtige. Forskning viser for eksempel, at jord med fravær af regnorme taber 25 procent af udbyttet. Halm er også grundlag for en pæn andel af kulstoflagringen ved disse driftsmetoder.
Nogle forskere påstår, at kurven for lagring af kulstof i landbrugsjord topper efter 10 år. Andre konstaterer det modsatte, nemlig at det afhænger af udgangspunktet. En udpint jord med lavt kulstofindhold, som vi desværre har på størstedelen af det danske landbrugsareal efter årtiers mangel på tilførsel af planterester og al for meget pløjning, har langt det største potentiale. Forskning fra USA viser tilfælde, hvor kurven først topper efter 30 år.
Lad halmen blive på marken
Det fantastiske ved at lade halmen forblive i markerne straks efter høst er altså, at det er enkelt for landmanden – og ikke kræver store investeringer i anlæg til at fremstille biokul af særdeles tvivlsom bæredygtighed.
Ifølge Lars Elsgaard, professor på Aarhus Universitet, kan ikke efterspurgte restfibre fra biogasanlæg danne basis for fremstilling af biokul.
Udover det usikre energiregnskab er der ifølge professoren »Indtil videre ikke noget, som peger på, at biokul har en positiv effekt på planteudbyttet«. De kan desuden kun i meget begrænset omfang udgøre et samspil med mikroorganismerne i jorden.
Hvis man i treparts-drøftelserne alligevel vil bruge biokul som en del af løsningen, bliver det en meget lang proces, før biokul for alvor er en realitet. Der er i dag tale om forsøgsmarker på 20 x 20 meter, men alle er enige om, at der skal laves forsøg i storskala. Når der måske viser sig positive resultater, skal der så etableres en række anlæg i nærheden af biogasanlæg, der så kan producere biokullene i stor skala.
Der er altså tale om en CO2-binding, som ligger adskillige år ud frem i tiden – hvor mange kan ingen sige noget om.
Fugle på taget
Hvis så også Arla Foods, Nestlé, Unilever, Cargill, Carlsberg og supermarkedskæderne med flere ikke vil aftage landmændenes råvarer, og landmændene derfor heller ikke af den eller andre grunde vil bruge biokul, er det spild af tid og penge på kostbare forsøg.
Det kan vel heller ikke komme på tale at tvinge landmændene til at proppe biokul ned i jorden?
Vi siger dog ikke, at man skal droppe forsøgene. Vi siger blot, at det er flyvske fugle på tagene, som ikke bør spille nogen væsentlig rolle, når det drejer sig om landbrugets fremtidige CO2-binding.
Langt tættere på tidsmæssigt, langt mere gennemprøvet og dermed lang mere oplagt at tage i brug som løsning på reduktionen i udledning af klimagasser er det regenerative landbrug. En samling af fleksible, bæredygtige dyrkningsmetoder, der forbedrer jordens sundhed, sænker udledningerne af de uønskede gasser, øger biodiversiteten, reducerer behovet for kunstgødning og sprøjtemidler.
Potentiale i regenerativt landbrug
Tre principper er kernen i regenerativt landbrug, nemlig meget begrænset eller ingen bearbejdning af jorden (absolut ingen pløjning), permanent dække af jorden med planter og/eller halm samt aldrig samme afgrøde to gange i træk.
Ifølge en analyse udarbejdet for BCG (Boston Consulting Group) tyder alt på, at en udbredt implementering af regenerativt landbrug har potentiale til at reducere udledningen af med omkring fire megaton CO2 årligt i 2035 – svarende til 10 procent af Danmarks samlede 2022-udledning. Det er over det dobbelte af de mest optimistiske forventninger til biokul. Og så er det ikke flyvske fugle på tagene. Det er velafprøvede metoder i dansk og internationalt landbrug.
Det beror bare på viljen hos politikere og alskens organisationer – landmænd som grønne af slagsen – til at anerkende de store, helt indlysende og oplagte potentialer i regenerativt landbrug.
Dette er et debatindlæg, som vi har valgt at offentliggøre på vores hjemmeside og/eller i et eller flere af vores printmedier. Indlægget er udelukkende et udtryk for skribentens egne holdninger.