Nye tal: Investeringerne i erhvervet steg markant i 2020

Selvom om jordbrugets bruttoinvesteringer, ifølge tal fra Danmarks Statistik, er steget til 7,8 milliarder kroner i 2020, er det ikke nok til at opveje afskrivningerne. Dermed fortsætter erhvervets mangeårige nedslidning af produktionsapparatet. Men det går ikke nær så stærkt som tidligere.

Den gode nyhed er, at jordbrugets investeringer fortsat steg i 2020. Den dårlige nyhed er, at afskrivningerne stadig var større.

Det er essensen af nye tal fra Danmarks Statistik, der viser, at jordbrugets investeringer steg med 1,0 milliarder kroner i 2020 til 7,8 milliarder kroner i forhold til året før, målt i faste priser, det vil sige renset for inflation.

Det var mest bygninger, landmændene investerede i, men de købte også flere maskiner og inventar end i 2019.

- Investeringer i svinestalde steg med 78 procent til 770 millioner kroner i løbende priser i 2020. Det er det næsthøjeste niveau siden 2010 kun overgået af 2012, der økonomisk også var et godt år for bedrifter med svin, skriver Danmarks Statistik, og tilføjer:

- Investeringsaktiviteten kan også ses i sammenhæng med, at der har været tilskudspuljer til svinestalde med den hensigt, at flere smågrise bliver opfedet i Danmark. Investeringer i kvægstalde og andre driftsbygninger (til blandt andet fjerkræ, maskiner, væksthuse, kornopbevaring mv.) steg også.

Nedslidning i lavere tempo

Så er vi kommet til den dårlige nyhed: Jordbrugets nettoinvesteringer er fortsat negative. Det vil sige, at afskrivningerne er større end bruttoinvesteringerne. Helt præcist 683 millioner kroner større, idet bruttoinvesteringerne i 2020 var 8,1 milliarder kroner, og afskrivningerne 8,7 milliarder kroner.

De negative nettoinvesteringer huer ikke landbrugets økonomer, idet det betyder, at landmændene langsomt nedslider deres produktionsapparat. Nedslidningen skal derfor på et tidspunkt opvejes af nogle større investeringer, for at erhvervets produktionsapparat kan blive opretholdt og dermed langt hen ad vejen produktionen.

Danmarks Statistik formulerer det på denne måde:

- Afskrivninger kan opfattes som slid på maskiner og bygninger samt økonomisk og teknologisk forældelse.

Tættere på ligevægt

Mange i landbruget vil dog nok dvæle ved den positive udvikling: At investeringerne i erhvervet stiger (fra 7,4 milliarder kroner i 2010 til 8,1 milliarder kroner i 2020), mens afskrivningerne falder fra 9,3 til 8,7 milliarder kroner. Dermed nærmer nettoinvesteringerne sig en ligevægt i 2020 efter at have været nede på et minus på 2,6 milliarder kroner i 2015 (målt i løbende priser). Det vil sige en markant stigning i bruttoinvesteringerne fra 2019 til 2020 og en endnu større fremgang i nettoinvesteringerne. 

Læs også