Antallet af danske svin har ikke været lavere i 30 år

Den danske griseproduktion er i forandring. Stigende efterspørgsel fra udlandet på smågrise fra Danmark samt høje foderpriser har sat gang i eksporten af danske grise, hvilken nu for første gang har overgået antallet af slagtninger.

Antallet af grise på de danske gårde er faldet til det laveste niveau i over 30 år, og det skyldes blandt andet en stigning i eksporten af levende smågrise. For første gang nogensinde er antallet af slagtede grise overgået af eksporten af levende grise, som primært er smågrise. Det skriver Danmarks Statistik.

I andet kvartal 2023 blev der således slagtet 3,3 millioner svin, mens der blev sendt 3,8 millioner levende grise over grænsen og ud af landet.

- Grisebestanden er faldet markant i årets første tre kvartaler og ramte i andet kvartal 2023 det laveste niveau siden 1990. Der er nu i tredje kvartal 11 millioner svin i Danmark, hvilket er en lille stigning på knap 280.000 grise siden andet kvartal. Det største fald er sket inden for slagtegrise, hvor bestanden er faldet fra 3,8 millioner i 2007 til 2,3 millioner i tredje kvartal i år. Faldet i antallet af slagtesvin skyldes en stor eksport af grise til opfedning i udlandet, siger Mona Larsen, specialkonsulent i Danmarks Statistik.

Stigende eksport af smågrise

Tidligere var eksporten af smågrise meget begrænset, og de fleste slagtninger foregik i Danmark. I perioden 2007 til 2022 er eksporten steget fra lige knap fem millioner smågrise til lige under 14 millioner på årsbasis. I samme periode er slagtningerne i Danmark faldet fra 21,4 millioner i 2007 til 17,8 millioner i 2022.

Nu har eksporten som nævnt overgået slagtninger i det seneste kvartal.

- Prisen på foder har været høj de seneste par år, hvilket for landmændene gør det mere rentabelt at sælge smågrise videre til eksport end selv at opfede dem, da de kan få en god pris for grise til eksport, og afregningen på danske slagterier p.t. halter efter udenlandske slagterier. Danske grise er attraktive i især Tyskland og Polen, blandt andet fordi grisene har en høj kvalitet. Derfor er der efterspørgsel på danske grise i udlandet, og det gør det nemt for landmændene at sælge dem i perioder med gunstige priser på grisekød i aftagerlandene, forklarer Mona Larsen.

Flere grise end mennesker

Historisk set har grisebestanden været høj i Danmark. I start 1930’erne overgik grisebestanden den danske befolkning, som dengang var cirka 3,6 millioner personer. Herfra faldt bestanden af grise indtil 1956, hvor grisebestanden igen overgik befolkningstallet. Siden har der været flere grise end mennesker i Danmark.

Spoler vi frem til 1992, husker de fleste nok året som det, hvor de danske fodboldherrer vandt Europamesterskabet i fodbold. Men 1992 var også året, hvor grisebestanden nåede et niveau, der var mere end dobbelt så højt som befolkningen. Det har været tilfældet indtil 2023, hvor bestanden altså tog et dyk nedad.

Bestanden af grise er nu 19 procent lavere end i 2007, hvor den var højest.

Færre og større bedrifter

Ligesom med mange andre landbrug bliver bedrifterne med grise større, mens der bliver færre af dem. I 2007 var der tre gange så mange bedrifter med grise som i 2022. I 2022 var der 2.400 bedrifter med samlet 12,4 millioner grise, mens der i 2007 var 7.200 bedrifter med samlet 13,7 millioner grise.

- De danske bedrifter med grise er blevet større og færre med årene. En gennemsnitlig bedrift havde i 2007 1.900 grise mod 5.200 i 2022, siger Mona Larsen.

De seneste tal for 2022 viser, at der er flest bedrifter med grise i Region Midtjylland, hvor der var 824 bedrifter. Det er en tredjedel af, hvad der var i 2007. Det største procentvise fald i antal bedrifter er sket i Region Sjælland, hvor der med 274 bedrifter i 2022 kun er en fjerdedel tilbage af de 1.022 bedrifter, der var i 2007.

Grise er den største delsektor inden for landbruget. Den samlede produktionsværdi for grise er steget fra 18 milliarder kroner i 2007 til 24,5 milliarder kroner i 2022 i løbende priser. I 2022 var landbrugets produktionsværdi på 103,1 milliarder kroner, og grise udgjorde dermed 24 procent af landbrugets samlede produktionsværdi, mens det tal i 2007 lød på 28 procent.

Færre beskæftigede inden for grisebranchen

I takt med at der er færre og større bedrifter, er der også færre landmænd, der beskæftiger sig med svin. Siden 2008 er det største fald sket i produktionen af slagtegrise, hvilket også hænger godt sammen med, at flere grise eksporteres, og færre slagtes i Danmark. I denne branche var der 4.400 ansatte i 2008, mens der var 3.800 i 2021.

For avl af smågrise er beskæftigelsen faldet fra 6.800 i 2008 til 6.600 i 2021. Samme år var der 7.800 beskæftigede med forarbejdning af svinekød, hvilket for eksempel er ansatte på slagterier. I 2008 var der 9.200 i denne branche.

Sammenlagt beskæftigede 18.200 sig med grise i form af både landbrug og for eksempel slagtninger i 2021. I 2008 var det tilsvarende tal 20.500.

Læs også