Et af mange højdepunkter på Det Fynske Dyrskue var Schiøtz Prisen.
Det var Restaurant Mark, med kokken Bendix Sixhøj Laursen i spidsen, der løb med Schiøtz trofæet 2023, og gennem dagen var de seks deltagende stjernekokke hevet ud af deres vante rammer i et industrikøkken, og skulle i stedet fortolke det fynske køkken med mad over bål. Dertil skulle øl fra Albani også indgå i mesterretterne.
Der var stjernedrys over Det Fynske Dyrskue i form af Michelin-stjerner, da seks topkokke på dyrskuets sidste dag, kæmpede om Schiøtz Prisen. På dyrskuet foregik konkurrencen ude i det fri med lokale råvarer og tilberedning over bål og uden brug af elektricitet. Efter flere timer med madlavning, votering fra dommerne og bedømmelse blev vinderen fundet klokken 15:30 på dyrskuepladsen.
Hjem til Odense
Blandt de deltagende kokke var både Filip Urbanic fra Alchemist, der har to Michelin-stjerner, og Pink Oyster-kokken Jonas Harboe Frederiksen, der fik en af de eftertragtede stjerner, da han var på Restaurant Marchal. De to stjernekokke konkurrerede med Bendix Sixhøj Laursen, Restaurant Mark, Brian Pedersen, Restaurant Herkomst, Steffen Villadsen, Sjette Frederiks Kro, og Mette Dahlgaard, der er gastronomisk chef på Falsters Kyst.
Filip Urbanic er født og opvokset på Fyn og udlært på Sortebro Kro, og han var yderst tilfreds med at være tilbage i Odense for at konkurrere.
- Min kokkekarriere startede i Odense, så det var godt at være tilbage og deltage i Schiøtz Prisen, som bestemt er en attraktiv konkurrence at vinde. Der har været mange mennesker forbi og spørge ind til maden – de har vist en stor interesse, siger Filip Urbanic og tilføjer:
- Det har været sjovt og interessant, at lave maden over bålsted. Det giver en fantastisk smag til råvarerne, og det bringer os lidt tættere på naturen og råvarerne, hvilket jeg er stor fan af. Og så synes jeg, at det var anderledes og sjovt at inddrage Albani øl i madlavningen, som giver noget virkeligt spændende til retterne.
Konkurrence med historie
Schiøtz Prisen er opkaldt efter Albanis grundlægger, Theodor Schiøtz. Den ambitiøse kokkekonkurrence er en hyldest til det fynske spisekammer, hvor professionelle kokke fortolker fynske fødevarer og skal lade øl indgå i maden.
Dommerne fortalte, at retterne både afbildede Fyn og H.C. Andersen. Kokkenes opbakning omkring de fynske råvarer blev også værdsat hos dommerne. Der blev blandt andet sagt, at kokkene havde været rundt på Fyn og indsamlet krydderurter og andre ingredienser.
Anita Christoffersen, der er dyrskuechef, håber på, at Schiøtz Prisen også fremover kan få sin gang på Dyrskuepladsen.
- Det har været et fantastisk arrangement. Mange fynboer har været forbi Schiøtz teltet på dyrskuepladsen for at følge med i konkurrencen, spørge ind til kokkene og selvfølgelig smage retterne. Det viser os blot, at der virkelig er et fundament at bygge videre på og mon ikke, at vi kan gøre Schiøtz Prisen endnu større i fremtiden, lyder det.