Ny undersøgelse: Høje vindmøller giver høje fald i ejendomsværdier

Hvis man bliver nabo til en høj vindmølle, kan det barbere op mod 12 procent af ens ejendomsværdi, indikerer en ny undersøgelse.

Det er ofte debatteret, hvilke ulemper, det giver at blive nabo til en vindmølle, og især høje vindmøller. Debatten har været intens flere steder i Danmark, blandt andet i forbindelse med oprettelsen af testcentre, der har været en forløber for udviklingen af meget høje vindmøller.

Således er Vestas' nyeste skud på stammen den såkaldte V172-7.2MW-mølle, der på sit højeste punkt troner 199 meter over jorden. Og det lader til at have haft en særdeles negativ effekt på ejendomsværdien, hvis man er blevet nabo til en høj vindmølle, skriver netmediet Klimamonitor.

Har undersøgt 2,4 mio. handler

Således har to forskere, adjunkt Carsten Andersen og lektor Timo Hener fra Institut for Økonomi ved Aarhus Universitet, gennemgået 2,4 millioner ejendomssalg fra 1992 til 2019.

De konkluderer i et arbejdspapir, at hvis man har en vindmølle på over 120 meter indenfor én kilometer fra sin bolig, så er boligens værdi faldet med 12 procent i værdi, mens værditabet er på 10 procent, hvis en lignende mølle er en til to kilometer væk fra ens bolig.

Tallene går imod den analyse, som Cowi lavede i 2016 med hjælp fra Københavns Universitet. Den konkluderede, at ejendomspriserne på et helårshus faldt med tre til seks procent ved to vindmøller 1.000 meter fra huset, og med seks til ti procent, hvis man opstillede otte vindmøller 1.000 meter fra huset.

I Cowis undersøgelse var der ikke taget højde for de højere vindmøller, der er begyndt at komme på markedet siden 2016.

Undersøgelsen har været lavet med grundig research, dels via det store datagrundlag, men samtidig også, fordi forskerne har taget højde for den generelle udvikling i huspriserne flere forskellige steder i landet. Man har således ikke sammenlignet et boligsalg i Vestjylland med et i Nordsjælland.

En god forretning for samfundet

De to forskere peger alligevel på, at der er gode samfundsmæssige gevinster ved at bygge højere vindmøller, da de er i stand til at producere større mængder grøn energi, og dermed spare samfundet på økonomi- og miljøsiden.

Således kan en høj vindmølle samlet set spare samfundet for mellem 42 og 167,5 millioner kroner, mens en mellemstor mølle kun sparer samfundet for mellem 11 og 44 millioner kroner i sin levetid.

- Vi kan konkludere, at det giver samfundsøkonomisk mening – igen med vores abstrakte beregningers usikkerhed – at sætte vindmøller op, selv om det påvirker adskillige huse. Og vi kan konstatere, at de gigantiske møller med bedre effektivitet er at foretrække, selv om de påvirker huspriserne mere negativt, lyder det fra Carsten Andersen

Sidste år præsenterede regeringen en aftale, der skal sætte rammerne for etablering af solcelleparker på land, der giver mere kompensation til de naboer og lokalsamfund, der skal levere de arealer, hvor der i fremtiden skal placeres energiparker på land. I alt er der afsat en pulje på 2,5 milliarder kroner til det.

- Vi har alle et ansvar for den historiske omstilling til grøn energi. Men vi skal sikre, at naboer til kommende energiparker bliver kompenseret ordentligt for det ansvar, de løfter. Derfor er jeg selvfølgelig glad for, at vi med aftalen sikrer bedre kompensation lokalt, sagde minister for byer og landdistrikter, Morten Dahlin (V), da aftalen blev præsenteret, og fortsatte:

- Både med højere kontante gevinster til naboerne og med ekstra midler til tiltag i lokalområdet. De nye energiparker er samtidig en god mulighed for at skabe udvikling og flere arbejdspladser lokalt.

Stof til eftertanke

Ifølge en af forskerne bag den nye undersøgelse, Carsten Andersen, ville det være oplagt at undesøge kompensationerne i forhold til værdiforringelserne.

- Vi har ikke sammenlignet størrelserne af kompensationerne med vores analyser af boligpriseffekten, men det ville være naturligt at bruge vores resultater til også at kigge nærmere på dette aspekt, siger han ifølge Klimamonitor.

Den nye undersøgelse støtter til gengæld op om de konklusioner, som Cowi og Københavns Universitet kom frem til for mindre vindmøller. Således er ejendomspriserne faldet med mellem 2,9 og 4,4 procent ved vindmøller på mellem 60 og 120 meters højde, mens møller på under 60 meters højde ikke har haft nogen påvirkning af ejendomspriserne.

Læs også