Landboforening tager initiativ til ny leverandørforening

Landboforeningen Midtjylland er gået i gang med at undersøge muligheden for at danne en leverandørforening med navnet Agro Energi.

En kommende leverandørforening skal have fokus på at sikre danske landmænd de bedste vilkår og forudsætninger for afsætning af deres biomasse. Derfor er Landboforeningen Midtjylland lige nu i gang med at undersøge mulighederne for at danne en leverandørforening med navnet Agro Energi.

- Vi skal være en stærk organisation, så vi har noget vægt bagved, når vi skal ud at forhandle.

Sådan lyder budskabet fra leverandørforeningen Agro Energi, der blev præsenteret af Landboforeningen Midtjylland ved delegeretmøde i Herning tidligere denne måned.

Agro Energi skal forene relevante landbrugsvirksomheder i arbejdet om at levere biomasse til køberne. Målet er, at foreningen får en størrelse samt styrken til at lave gode aftaler, så det enkelte medlem får både økonomi og klimakreditter for det, der bliver leveret.

- Vi ser flere store energiprojekter med planer om nye biogasanlæg og energiøer. Projekter har en størrelse og en kapital, der gør, at vi i landbruget skal gå professionelt til arbejdet i fællesskab for at opnå de bedste aftaler. Landboforeningen kan gå rigtig langt, men vi kan ikke tage det sidste skridt, som en større forening kan, siger Asmus Klith Forum, næstformand i Landboforeningen Midtjylland.

Store ambitioner

Agro Energi har en ambition om at blive landets største samarbejde mellem landmænd og andre erhvervsdrivende inden for biomasse. Foreningen skal repræsentere størstedelen af biomasserne inden for en geografi, der gør, at foreningen er en naturlig og nødvendig part ved forhandlingsbordet.

- Visionen er, at Agro Energi bliver en af de mest attraktive vidensbanker i form af faglig viden i relation til biomasse samt den mest kompetente samarbejdspartner, når man vil afsætte sin biomasse. Vi kan kun besidde den faglige viden, hvis vi er nok, der bakker op om det her. Vi er nu gået i gang med at undersøge interessen, og interesserede kan tilmelde sig opdateringer på projektet på vores hjemmeside, siger Asmus Klith Forum.

Det nye selskab vil søge at samarbejde med alle organiseringer og parter, der arbejder for samme formål som selskabet.

Agro Energi vil have hovedsæde i Viborg, men alle danske landbrugsvirksomheder kan være med i foreningen, som i første omgang er oprettet for at håndtere de store behov inden for biomasse, der er opstået det seneste halve år i og omkring Viborg, Skive og Jammerbugt. Foreningen forventer at afholde stiftende generalforsamling i begyndelsen af 2023, hvor man også vil kunne lave de første biomasseaftaler.

Agro Energi

Foreningens mål:

Landmanden skal have større udbytte ud af sin biomasse – både ved direkte afregning, men også ved det produkt, som leveres retur til landmanden

Der skal skabes et mere ligeværdigt forhold mellem landmanden og aftageren af biomassen – både ved forhandlingsbordet samt i relation til myndighederne

Agro Energi skal være en attraktiv samarbejdspartner for landmanden, herunder besidde faglig viden, stå for kontraktforhandlinger samt kunne indtræde i tvister mellem landmanden og aftageren.

Læs også