Tag med og se landbrug med meget mere i Usbekistan, Tadsjikistan, Kirgisistan og et kig ind i Afghanistan 28. september til 11. oktober i år.
Dette er en studietur, som er intet mindre end en helt unik oplevelse, der nok aldrig før er udbudt i Danmark.
Sammen med landmand og eventyrer Jens Harrekilde vil de højst fire deltagere opleve kulturer, landbrug og virkelig storslået natur i tre centralasiatiske lande, som kun få fra Vesten besøger. Nemlig Usbekistan, Tadsjikistan, Kirgisistan og med et kig ind i Afghanistan.
31 landmænd på den danske ambassade i Tokyo
Blandt andet får deltagerne indsigt i, hvordan der nu om dage dyrkes afgrøder og leves og arbejdes på et tidligere statslandbrug – også kaldet kolkhoz.
Men der bliver også snakket med landmænd, der blot har små brug. Det er muligt, fordi Jens Harrekilde snakker russisk, som han oversætter til dansk, så deltagerne kan være med i oplevelserne.
I 4-hjulstrækker gennem bjergene
Studieturen starter i Samarkand og ud gennem fladt landbrugsland. Derfra gennem Pamir-bjergene ad ruter, som var en del af den gamle Silkevej og dermed i Marco Polos fodspor.
Ruten krydser ind i Tadsjikistan, hvor gruppen rejser gennem bjergene, møder de lokale folk og krydser videre ind i Kirgisistan, hvor turen i den 4-hjulstrukkende landcruiser ender i hovedstaden Bischkek.
Undervejs bliver der kørt et længere stykke langs grænsefloden til Afghanistan, som ses tydeligt ovre på den anden side.
Med andre ord oplever vi det helt specielle liv inde i Pamir-bjergene, hvor folket gennem generationer har tilpasset sig livet i nogle af de mest barske og øde egne i verden.
Rejsen gennem Pamir-bjergene giver os desuden naturoplevelser, som de færreste har drømt om eksistensen af. Det er i sandhed en rejse for livet.
Kort om studieturen
På denne studietur til Centralasien er der kun plads til fire deltagere plus landmand og eventyrer Jens Harrekilde som guide. Han taler russisk og kan derfor kommunikere med de lokale landmænd med flere, der mødes undervejs. Han oversætter til dansk, så alle er med i oplevelserne.
Der er afgang fra Københavns Lufthavn 28. september 2023, hvorfra der flyves til Samarkand i Usbekistan. Efter tre dages oplevelser i den storslåede by køres der afsted med besøg på landbrug undervejs, inden grænsen krydses til bjergrige Tadsjikistan og derfra videre ind i Kirgisistan, hvorfra der flyves hjem til København 11. oktober.
Der står mere om studieturen, som er arrangeret af Effektivt Landbrug og rejsebureauet rejs-og-oplev, på hjemmesiden www.rejsogoplev.dk
Frist for tilmelding er 15. juli.