Ny afdeling skal sikre effektiv udvikling af klimavirkemidler.
I takt med den grønne trepartsaftale øges behovet for effektive miljøteknologier.
Seges Innovation etablerer derfor en ny afdeling, Klima & Miljøteknologi, der skal samle ekspertise og styrke samarbejdet med centrale aktører.
- Ved at etablere den nye afdeling styrker vi udnyttelsen af faglige synergier og kompetencer inden for klimaberegninger, klima- og miljøteknologier og biogasområdet, siger Lisbeth Henricksen, direktør for innovation i Seges Innovation, i en meddelelse.
Landbruget kommer til at bidrage mest til klimareduktioner
Afdelingschef for den nye enhed bliver Lars Villadsgaard Toft, der fremhæver behovet for en helhedsorienteret tilgang:
- Hvis ikke man har fokus på hele værdikæden, risikerer man blot at flytte emissionerne. Vi arbejder for at udvikle teknologier med de største miljø- og klimagevinster.
Afdelingen vil blandt andet fokusere på klimakvantificering, livscyklusanalyser, biogasanlæg og bioraffinering for at sikre en mere bæredygtig landbrugssektor.