Ny opgørelse viser seks kobler, to par og én enlig revirhævdende ulv – de fleste i Midt- og Vestjylland.
Danmark har nu en fast etableret ulvebestand, og antallet af dyr er på sit højeste, siden arten vendte tilbage fra Tyskland i 2012. Det viser en ny opgørelse fra Aarhus Universitet.
Ifølge notatet lever der i dag omkring 42 ulve i Danmark – fordelt på seks kobler, to revirhævdende par og én enlig revirhævdende ulv.
Ulvene har især slået sig ned i områder som Skjern, Lønborg, Oksbøl og Klosterhede – steder, hvor der drives aktivt landbrug, og hvor husdyrhold i visse tilfælde kan være i risiko for angreb.
Siden 2017 er der dokumenteret mindst 13 kuld med i alt 84 hvalpe.
EUs ulveudspil giver lande større handlefrihed
Opgørelsen bygger på en ny metode, hvor man tæller kobler og par frem for individer, og derefter anvender en omregningsfaktor, som bruges internationalt.
For landmænd og lodsejere i ulveområder betyder det, at ulven ikke længere er et enkeltstående fænomen – men en del af en permanent virkelighed, som skal håndteres både i forhold til dyrevelfærd og hegnsforanstaltninger.