Her er minkavlernes juridiske muligheder

Sagro har lavet et overblik til de tidligere minkavlere, der nærmer sig en afgørelse fra 1. instans, hvor de kan læse om, hvad næste skridt bliver.

Selvom det går langsomt, går det fremad med afgørelserne og dermed de endelige udbetalinger i de danske minkavleres erstatningssager. Det betyder, at flere minkavlere står overfor valget om, hvorvidt afgørelserne skal påklages eller ej.

Sådan skriver Sagro i et nyhedsbrev.

Som dansk minkavler, der har en verserende erstatningssag ved Minksekretariatet, 1. instans, skal man først og fremmest indsende et udfyldt oplysningsskema samt tilhørende bilag. Herefter påbegyndes sagsbehandlingen i sekretariatet, og når alt nødvendigt materiale er indhentet og bearbejdet, skal der afholdes en besigtigelse af minkvirksomheden.

Minksekretariatet nedsætter en erstatnings- og taksationskommission, som skal vurdere ens minkvirksomhed, og man får mulighed for at fremføre sine synspunkter foran kommissionen.

Fødevarestyrelsen agerer modpart i sagerne, og styrelsen er ligeledes inviteret med til besigtigelserne og har mulighed for at ytre sig. Til disse besigtigelser har man mulighed for at have sin revisor og advokat med for at sikre, at erstatnings- og taksationskommissionen får præsenteret alle relevante punkter og problemstillinger for din erstatningsopgørelse, forklarer Sagro.

Efter besigtigelsen voterer erstatnings- og taksationskommissionen, og man vil efterfølgende modtage et forslag til afgørelse. Når forslag til afgørelse foreligger, har man mulighed for at indgå forlig eller få en endelig afgørelse.

Indgå forlig

Sagro forklarer, at man kan underskrive forslag til afgørelse og indgå forlig.

- Det betyder, at sagen afsluttes med den foreslåede afgørelse og begrundelse. Det kræver, at Fødevarestyrelsen ligeledes underskriver afgørelsen. Hvis der er rettighedshavere, skal de ligeledes kunne acceptere afgørelsen i sin helhed, før et endeligt forlig er muligt, lyder det.

Endelig afgørelse

Hvis man opdager faktuelle fejl eller misforståelser i forslaget, eller hvis man har generelle bemærkninger eller fundet yderligere dokumentation, som kan understøtte sine synspunkter, har man mulighed for at indsende bemærkninger, rettelser og kommentarer indenfor en tidsfrist på 14 dage efter forslagets fremsendelse. De nye oplysninger bliver præsenteret for erstatnings- og taksationskommissionen, som derefter skal vurdere, om oplysningerne ændrer på de eksisterende konklusioner og begrundelser.

- Hvis du ikke reagerer på forslaget, eller hvis du indsender bemærkninger, betyder det, at 1. instans laver en afgørelse i din sag. Afgørelsen kan du påklage indenfor fire uger efter modtagelsen af denne, skriver Sagro.

Udbetalingen af det tilkendte erstatningsbeløb vil som udgangspunkt blive udbetalt kort tid efter afgørelsen – uanset om afgørelsen påklages til 2. instans eller ej.

Påklage afgørelsen til 2. instans

Hvis man vælger – eller hvis Fødevarestyrelsen vælger – at påklage afgørelsen til 2. instans, kan man påklage hele eller enkelte punkter i afgørelsen, som man ønsker en ny erstatnings- og taksationskommission skal votere omkring.

Hjælpen er nær

Det er ikke alene de endelige beløb og slutresultatet, man som minkavler skal være opmærksom på i et forslag eller en endelig afgørelse. Der er ligeledes en række vilkår, som skal overholdes både før og efter en afgørelse, fastslår Sagro. Derudover vil Bygningsstyrelsen blive indblandet, når der skal ske nedrivning af de bygninger, der har været en del af minkvirksomheden.

Sagro fortæller endvidere, at de hos Tellus Advokater er en gruppe, som netop sidder med erstatningssagerne og er klar til at hjælpe.

Læs også