Nyt udbrud af fugleinfluenza rammer stor kalkunfarm

Fødevarestyrelsen og Beredskabsstyrelsen gik torsdag i gang med at aflive en besætning på 25.000 kalkuner efter et udbrud af fugleinfluenza på farmen.

Det oplyser Fødevarestyrelsen i en pressemeddelelse. Farmen ligger ved Bøgelunde udenfor Skælskør, og der er taget de traditionellem forhåndsregler med oprettelse af beskyttelses- og overvågningszoner. Prøverne fra farmen viste, at besætningen var ramt af højpatogen fugleinfluenza.

- Det er første gang i år, at vi finder den dødelige og meget smitsomme H5N1 fugleinfluenza i en besætning. For at begrænse fuglenes lidelser og for at forebygge smittespredning, går vi og Beredskabsstyrelsen torsdag i gang med at aflive dyrene, fortæller veterinærchef i Fødevarestyrelsen, Bente Holst.

Fødevarestyrelsen kan tidligst ophæve restriktionerne 30 dage efter, at aflivning af fuglene og desinfektion af den ramte ejendom er afsluttet.

Læs også