Budskabet har længe lyde, at ålegræs er vigtigt for klimaet. Men det har ikke noget på sig, lyder meldingen nu fra en gruppe forskere.
De seneste år har der været ytringer om, at ålegræs skulle kunne hjælpe klimaet ved at ophobe organisk kulstof i rodzonen under planterne, hvor manglen på ilt skulle betyde, at kulstoffet ikke bliver omsat og dermed ville ophobe sig i meter-tykke lag.
Den teori skyder forskere nu en hvid pil igennem:
- Det er desværre ikke rigtigt, lyder det fra Bo Barker Jørgensen, som er professor ved Biologisk Institut på Aarhus Universitet.
Udtalelsen kommer efter, at 28 danske forskere og andre, der til daglig arbejder med tang, ålegræs og omsætningen af kulstof og kvælstof i havet, har været samlet to dage for at drøfte, om planterne har en afgørende rolle for at deponere kulstof og kvælstof i vores fjorde og kystnære områder.
Stort potentiale for CO2-fangst og -lagring ved at plante ålegræs
Her lyder konkonklusionen altså, at det ikke er korrekt, når nogen mener, at ålegræs kan hjælpe med en permanent »begravelse« af kulstof på havbunden.
Forklaringen er ifølge Bo Barker Jørgensen, at når organisk stof »begraves« i den iltfrie del af havbunden, så omsættes det af bakterier, der ånder uden ilt.
- Bakterierne bruger i stedet for eksempel nitrat, sulfat og jern, når de nedbryder organisk stof, forklarer Bo Barker Jørgensen, der har forsket i emnet gennem mere end 40 år, i en pressemeddelelse.
På den måde hamrer forskerne med professoren i spidsen altså en pind igennem overskrifter som »De blå skove kan binde mere end Danmarks-CO2 udledning«, hvor de blå skove henviser til ålegræsenge i danske, kystnære områder.
Professoren forklarer, at ålegræs naturligvis binder CO2 ligesom alle andre planter, når de laver fotosyntese. Men kun en forsvindende lille del af det bundne kulstof bliver gemt væk i havbunden.
Der sker desuden det, at når ålegræs nedbrydes, så frigives størstedelen af den bundne CO2 igen, og planterne vil derfor ikke netto ændre CO2-indholdet i atmosfæren.
Kun hvis ålegræsset breder sig til større områder, kan planterne over en kortere årrække optage mere kuldioxid fra atmosfæren, end der igen frigives, forklarer professoren, der henviser til, at det er det samme, der sker, når man taler om skovrejsning på land. Blot med den forskel, at effekten i havet vil være af meget kortere varighed.
Ålegræs kommer ikke til at redde klimaet
Samtidig vil ålegræs være en yderligere kilde til CO2-frigivelse til atmosfæren, hvis arealet med ålegræs skumper, for eksempel på grund af iltsvind, uklart vand, havneudvidelser eller lignende.