Til maj er minkfarmen jævnet med jorden, og til efteråret starter Jesper og Jens-Arne Kristiansen opførelsen af en kviestald. En miljøscreening giver videre mulighed for et staldanlæg til 800 malkekøer.
Overalt ligger stakke med sammenkrøllede minkbure og sønderknuste træspær. Nedbrydningen af de i alt 3,3 kilometer lange minkhaller er i fuld gang hos Jesper og Jens-Arne Bøgelund Kristiansen.
Gennem 2024 medvirkede far og søn i Effektivt Landbrugs faglige føljeton »Fra mink og mælk«. For nyligt var avisen igen på besøg. Denne gang for at følge nedbrydningen af deres livsværk - og næste etape i deres nye liv som mælkeproducenter.