Høj foderværdi af de tre første græsslæt

En foreløbig opgørelse af ensilageanalyser for 2022 viser den højeste foderværdi i alle tre første slæt på såvel konventionelle som økologiske bedrifter.

Vækstsæsonen 2022 er på ingen måde slut, men på baggrund af modtagne grovfoderanalyser kan det være godt at stoppe op og gøre status på kvaliteten af de enkelte slæt af kløvergræsensilage. Det påpeger Seges Innovation i en meddelelse.

De oplyser, at der medio august er analyseret henholdsvis omkring 55, 30 og syv procent af 1., 2. og 3. slæt for årets høst. De få analyser gør, at især for 2. og 3. slæt er resultaterne behæftet med nogen usikkerhed.

Analyserne viser, at det gennemsnitlige tørstofindhold varierer fra cirka 360 gram pr. kg i 1. slæt til 410 gram i 3. slæt.

For såvel konventionelle som økologiske prøver ses en tendens til lidt højere tørstofindhold (plus 20 gram) i alle slæt sammenlignet med gennemsnittet af 2019-2021.

Seges Innovation understreger, at der dog stadig er (for) stor variation i tørstofindholdet. I 1. slæt er kun 49 procent af prøverne mellem 300-400 gram tørstof pr. kg.

Indholdet af råprotein er for 1. og 3. slæt lidt lavere end gennemsnittet af 2019-2021.

Proteinkvaliteten (højere AAT og lavere PBV) er bedre end gennemsnittet for 2019-2021 og kan ifølge Seges Innovation forklares ved det lidt højere tørstofindhold.

Indholdet af sukker er i alle slæt i begge driftsformer højere i 2022 end gennemsnittet af 2019-2021, men dog lavere end 2020.

Fordøjeligheden af organisk stof i 1. slæt har således været højest hos økologerne med 79,8 mod 79,1 på konventionelle brug, hvilket er 1,5-1,8 procent højere end gennemsnittet for 2019-2021, uddyber Seges Innovation.

For 2.-3. slæt er fordøjeligheden cirka to procentpoint højere end foregående tre år.

Energiværdien (NEL) er for alle slæt højere end gennemsnittet for 2019-2021 for både konventionelle og økologiske prøver.

 

Læs også