Øget kontrol af kalveopstaldning går i gang før påske

Fødevarestyrelsen har særligt fokus på kalve i 2023. Første kontrolkampagne rettet mod korrekt opstaldning af kalve går i gang lige før påske.

Fra 3. april og indtil ud på efteråret ruller Fødevarestyrelsens kontrollører ud i landet med særligt fokus på korrekt opstaldning af kalve. Det oplyses i en meddelelse på Landbrugsinfo.

Dyrlæge i Fødevarestyrelsen Else Enemark forklarer, at baggrunden for kampagnen er resultaterne i Fødevarestyrelsens dyrevelfærdsrapport oven på kontrollen i 2021. Her fik hver anden kontrollerede kvægbesætning anmærkninger, og det er mange i forhold til opfyldelse af kalvenes suttebehov.

- Oven på sådan et eksempel på dårlig efterlevelse af reglerne kommer der typisk et krav om, at der må kontrolleres noget mere, siger Else Enemark.

Flere kontroller end tidligere

Fødevarestyrelsens mål om kontrol i kvægbesætninger er på den baggrund hævet fra 5 til 10 procent af samtlige kvægbesætninger årligt.

Else Enemark slår dog fast, at det overordnede mål for kontrolkampagnen naturligvis er øget velfærd for kalvene. Og hun er fortrøstningsfuld i forhold til, at resultatet bliver bedre denne gang end i den tidligere kontrol.

- Det var jo fantastisk at være på Kalvens Dag i efteråret og høre det engagement, der er i forhold til kalvene. Så jeg satser bestemt på, at vi møder gode forhold i kalvestaldene denne gang, siger Else Enemark.

Fødevarestyrelsens kontrol

En sut til hver kalv

Kontrolkampagnen har særligt fokus på, om samtlige kalve har adgang til at få opfyldt deres suttebehov i forbindelse med mælkefodring. Enten skal mælken udfodres via en sut, eller også skal der være en narresut, som er tilgængelig i indtil 20 minutter efter mælkefodringen. Vær opmærksom på, at der altid skal være mindst en sut til hver kalv, undtagen hvis der anvendes mælkefodringsautomat.

Tilstrækkeligt adgang til vand

Kontrollørerne vil have fokus på, om kalvene har tilstrækkeligt adgang til vand. Har en kalv ikke adgang til vand på kontroltidspunktet, tilbydes den vand, og udviser den ikke tørst, vurderes det, at bedriften lever op til reglerne.

Se-røre, hudpleje og parvis opstaldet

Vær opmærksom på at leve op til kravene om, at kalve skal kunne se og røre hinanden, også når de opstaldes enkeltvis. Leverer bedriften til Dyrevelfærdsmærket, kontrolleres det også, om kalvene er parvis opstaldet, fra de er syv dage gamle. Opstaldes kalve i grupper på tre eller mere, skal der også være adgang til en børste eller anden form for hudpleje.

Læs også