Tre nye midler til pattedesinfektion

DeLaval udvider sit yverhygiejne-sortiment med tre nye glykolsyrebaserede pattedesinfektionsmidler.

Yversundhed er meget vigtig for mælkeproducenter, da det påvirker besætningens ydelse og gårdens rentabilitet.

En god forberedelse og malkerutine, kombineret med pattedesinfektion efter malkning, har en dokumenteret effekt på at nedbringe mastitis.

DeLaval udvider derfor sit yverhygiejne-sortiment med produktserien OceanBlu, som består af tre nye, innovative pattedesinfektionsmidler, der er baseret på glykolsyre. Det oplyser DeLaval i en pressemeddelelse.

Barriere mod mastitis-patogener

De nye produkter skal ifølge producenten hjælpe med at kontrollere spredning af mastitisfremkaldende patogener, samtidig med at de opretholder en god yversundhed og produktivitet.

En god pattekondition er den første barriere mod mastitis-patogener, fastslår DeLaval.

De fremhæver, at en af fordelene ved OceanBlu-produkterne, der fås som henholdsvis spray, pro og barrier, er de hudplejende egenskaber med blødgøringsmidler som glycerin og sorbitol.

OceanBlu indeholder desuden den patenterede GlyTec-teknologi, der giver de tre produkter effektive, desinficerende egenskaber sammenlignet med andre jodholdige produkter på markedet.

Om produkterne

  • OceanBlu-spray kan bruges som spray både før og efter malkning, og det kan også bruges som skum før malkning under forberedelsesrutinen. Det er et hurtigtvirkende desinfektionsmiddel med en karakteristisk blå farve, der gør det nemt at se hvilke køer, der er sprayet eller dyppet i skum.

  • OceanBlu pro er en synlig dyp med en mørkeblå farve, der er specielt fremstillet til konventionel malkning.

  • OceanBlu barrier er en vedvarende blå pattedyp, der danner en fleksibel barriere på patten, der beskytter besætningen fra miljømæssige mastitisfremkaldende patogener mellem malkninger.

Læs også