Okse- og kalvenoteringen fortsætter himmelflugten

I Danish Crown Beef er forventningerne til sommersalget præget af stærk optimisme.

Udskudte fester, en genopblomstring af restaurationsbranchen og udespisning samt en forhåbentlig grillvenlig sommer betyder, at Danish Crown Beef igen hæver afregningen markant i den kommende uge.

- De rekordhøje mælkepriser gør, at vi skal være vakse ved havelågen ift. at sikre tilstrækkelig med dyr til den kommende tid. For mens vi kun lige akkurat er trådt ud af konfirmationssæsonen, kigger vi allerede ind i nogle meget travle sommermåneder. De to foregående corona-år har betydet, at mange bryllupper, runde fødselsdage og andre store fester er blevet skubbet på grund af restriktionerne – og for en stor dels vedkommende skal de så afvikles nu over de kommende sommermåneder. Det betyder, at catering- og restaurationsbranchen allerede nu er ude og sikre de nødvendige råvarer for at kunne tilfredsstille deres gæster, siger Finn Klostermann, CEO i Danish Crown Beef.

Generelt er efterspørgslen bredt funderet fra det lyse, hjertemærkede kalvekød til især de røde udskæringer. Derfor hæver Danish Crown Beef afregningen på køer samt kvier, stude og ungtyre over 12 mdr. med hele én kr/kg, mens Dansk Kalv og kvier under 12 mdr. stiger med 75 øre/kg.

Foruden festerne betyder de sædvanlige sommeraktiviteter også et øget behov for oksekød.

- Danskerne higer efter at komme ud og opleve noget igen, hvilket afspejler sig i udsolgte festivaler landet over. Samtidig gearer de danske forlystelsesparker også op til de vanlige, travle sommermåneder, hvor gæster i tusindvis skal bespises og underholdes, siger Finn Klostermann.

Det er dog ikke kun »ude af huset«, danskerne efterspørger oksekødet. En stor del finder også vej til terrassen, hvor grillen for manges vedkommende startes op flere gange ugentligt.

Her er det især de velkendte Burger Boost-bøffer og de nemme, sous vide-klargjorte Ribs Boost (kalvespareribs), der kommer til at fylde på risten. Flere detailkunder har samtidig kampagner klar omkring de hjertemærkede produkter fra Dansk Kalv.

Læs også