Markedet skifter: Svinenotering tager nyt markant hop

Slagtesvinenoteringen stiger i uge 8 med 40 øre, mens noteringen for søer stiger med 50 øre.

Priserne på det europæiske marked for grisekød er fortsat stigende, og bevægelsen sker relativt hurtigt, fordi antallet af slagtninger i Europa fortsat er faldende. Sådan beskriver Danish Crown situationen i sin ugentlig markedsopdatering. 

Her fremgår det også, at svinenoteringen stiger med 40 øre i uge 8 og dermed lander på 11,8 kroner pr. kg kød, mens sonoteringen stiger med 50 øre.

- Udbuddet er af kød i Europa er faldet ganske betragteligt de seneste uger. I sidste uge blev der kun slagtet 700.000 grise i Tyskland. For et år siden blev der slagtet over 800.000 grise på samme tidspunkt. I Polen, Holland og Danmark er der procentvise fald i samme niveauer, og det har fremtvunget et skift i markedet, fortæller Mads Stougaard, der er markedsdirektør i Danish Crown.

Priserne er stigende på stort set alle de dele af grisen, der sælges fersk i Europa. Udfordringen er fortsat at få priserne op på de varer, der sælges på frost til kunder i andre dele af verden, oplyser Danish Crown.

- Prismæssigt kører Europa sit eget løb lige nu. I USA, Kina og Brasilien er priserne i bedste fald stabile i øjeblikket, og det gør det bestemt ikke nemmere at få priserne op på varerne til vores normale højprismarkeder. Samtidig er der fortsat ret store lagre i eksempelvis Japan, men det ændrer sig selvsagt løbende, så det er et spørgsmål om, hvornår balancen også tipper på vores markeder udenfor Europa, siger Mads Stougaard.

Læs også