Svinenoteringen holder vejret, mens man venter på sol og sommer

Svinenoteringen er uændret i uge 11, skriver Danish Crown.

Fokus i markedet begynder nu at rette sig mod påsken. Forædlingsfabrikkerne over hele Europa er begyndt at disponere til påskehandlen, men som set før har vejret utrolig stor betydning for salget af fersk kød op til højtiden.

Det oplyser Danish Crown i sin ugentlige markedsopdatering. Det fremgår, at svinenoteringen holder niveauet på de nuværende 12 kroner pr. kg. i uge 11. Sonoteringen stiger til gengæld med 50 øre og er nu på 11 kroner pr. kg. 

- Lige nu er der fortsat koldt i det nordlige Europa, men vi skal et par uger længere frem, inden vi kan vurdere, hvilken betydning det får for påskehandlen. I Sydeuropa er der heller ingen sol, og det er den, der er afgørende for, hvornår udelivet på cafeer og restauranter begynder og dermed sætter fart på salget af produkter som blandt andet skinke og bacon, fortæller Mads Stougaard, der er markedsdirektør i Danish Crown.

Generelt er det ferske salg i Europa stabilt, men salget af frosne varer til markederne udenfor Europa er uændret på et lavt niveau, oplyser slagterikoncernen. Men der begynder nu at komme ordrer til levering senere på foråret.

- Lagrene i Asien og Australien er faldende, og det har sendt en del indkøbere i markedet for at sikre sig varer til det sene forår og sommeren. De høje prisniveauer i Europa har indtil nu holdt de fleste på sidelinjen, men de seneste uger er de begyndt at acceptere, at priserne har flyttet sig, siger Mads Stougaard.

Svinenoteringen har holdt sig på de 12 kroner de sidste tre uger. Imens fortsætte de sydeuropæiske noteringer himmelflugten. Den samlede notering er i Spanien blevet hævet til 18,78 kroner i uge 10. I Frankrig er samme tal steget til 18,57.

Læs også